117.000 oplever årligt vold på jobbet

Ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at 17,3 af lærerne i de danske skoler udsættes for vold årligt på jobbet

117.000 danskere oplever årligt at blive udsat for vold i forbindelse med deres arbejde. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Slag i ansigtet, spark i maven eller skub i ryggen.

117.000 lønmodtagere oplever årligt at blive overfaldet på deres arbejde. Det afslører en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på baggrund af tal fra det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, skriver Ekstra Bladet.

Af dem oplyser de 14.000, at de udsættes for vold ugentligt. I folkeskolen er der eksempelvis 11.300 lærere, der udsættes for vold om året. Hvilket svarer til 17,3 pct. af lærerne.Problemet er dog størst hos medlemmer af landsorganisationen Fag og Arbejde, FOA, der bl.a. repræsenterer omsorgsarbejdere på institutioner og hospitaler og social- og sundhedsarbejdere i private hjem, inklusive plejehjem.Ud af netop den arbejdsgruppe bliver ikke færre end 36.000 personer – svarende til hver tredje – udsat for vold på arbejdspladsen årligt. Og det bekymrer Charlotte Bredahl, der er arbejdsmiljø-ekspert i FOA.

– Det er rigtig, rigtig hårdt. Det er især hårdt inden for de sektorer, hvor du ikke er klædt på til at håndtere det. Og hvor det sker lidt sjældnere, siger hun til Ekstra Bladet

Inden for psykiatrien sker volden hyppigere, så her er de medarbejdere, der udsættes for vold, bedre klædt på til at håndtere det.

– Men det kan give posttraumatisk stress, du kan ryge helt ud af faget, du kan blive langtids-sygemeldt. Det har nogle forfærdelige konsekvenser faktisk. Vi oplever faktisk en stigning af voldstilfælde inden for psykiatrien. Når man nedlægger sengepladser i psykiatrien, kommer man ud i en situation, hvor medarbejderne ikke har helt samme kompetencer til at behandle alvorligt psykisk syge.

– Det kan handle om, at der ikke er folk nok på arbejde. Du er alene om natten, du kan også være alene om dagen i nogle situationer, hvor du burde være to, siger Charlotte Bredahl.

FOA-formand: Uacceptabelt

Dennis Kristensen, der er formand for FOA (Fag og Arbejde), erkender, at der er et stort problem med vold over for Fagforbundets medlemmer. Derfor gider han ikke at høre på arbejdsgivere, der snakker om, at de gør, hvad de kan inden for de penge, de har til rådighed.

– Nu er jeg blevet meget firkantet og siger: Det er ikke rimeligt, at et samfund ansætter mennesker til at tage sig af andre mennesker, og så kalkulerer med en risiko. Det med, at man arbejder i nogle fag, og der er en risiko, og det må man leve med. Det er simpelthen uacceptabelt, siger Dennis Kristensen.

Ekstra Bladet har bedt formand for Løn- og Praksisudvalget i regionerne og regionsrådsmedlem i Region Midtjylland, Anders Kühnau (S), kommentere problemet.

– Vi har klare procedurer omkring det. Ellers er der tale om fejl, hvis der er medarbejdere, der er alene med borgere, som vi har kategoriseret som farlige. Det må de ikke være, siger Anders Kühnau.

Powered by Labrador CMS