12,7 milliarder forsvandt fra statskassen: Regningen vokser stadig

Det hele startede for 10 år siden

For 10 år siden forsvandt 12,7 milliarder fra statskassen, og regningen vokser stadig
Offentliggjort

Ti år er gået, siden Skat satte en stopper for udbetalinger af udbytteskat og dermed afslørede det, der siden er blevet kendt som danmarkshistoriens største svindelsag. 

Fra 2012 til 2015 blev der uberettiget udbetalt 12,7 milliarder kroner fra statskassen, og selvom myndighederne hurtigt lukkede hullet, er regningen for oprydningsarbejdet kun vokset siden. Det skriver Tv2.

Staten har brugt milliarder på at retsforfølge de formodede gerningsmænd og forsøge at hente pengene hjem via et hav af civile søgsmål verden over. 

Ifølge et aktuelt aktstykke fra Skatteministeriet er der alene til den civile del af sagen brugt over 3,3 milliarder kroner. 

Alene sidste år lød regningen på 626 millioner kroner.

Kampen i verdens retssale

I front for statens juridiske offensiv står nogle af verdens mest prominente og bedst betalte advokater. 

I England føres sagen blandt andet af Lord David Pannick, en af Storbritanniens mest eftertragtede jurister, der også har forsvaret både Manchester City og Boris Johnson. 

Skattestyrelsen har indtil videre brugt over 1,1 milliarder kroner på sagerne i England alene.

”Det er en langsigtet investering i retfærdighed,” lyder det fra en kilde tæt på sagen.

Millioner ind, milliarder ude

Staten har allerede fået omkring 3,8 milliarder kroner tilbage. 

Kammeradvokaten vurderer, at man samlet set kan forvente mellem 8,5 og 9,5 milliarder i refusion. 

Men intet er sikkert. 

For hver sag, Danmark taber, følger store sagsomkostninger. 

Og med en buffer, der snart er brugt op, risikerer regningen kun at vokse.

Powered by Labrador CMS