14-årig blev seksuelt krænket og efterladt alene efter selvmordsforsøg

Efter en seksuel krænkelse fra en medarbejder på det skandaleramte botilbud Fuglen eskalerede pigens mistrivsel og endte i et selvmordsforsøg, fortæller hun til TV2 Østjylland

Offentliggjort

Citathistorie: TV 2 Østjylland 

Det var et klask i bagdelen fra en mandlig ansat, som blev dét, der fik det hele til at briste.

14-årige Andrea forklarer, at hun stod på kontoret på opholdsstedet Fuglen i Kjellerup for at tage sin sovemedicin, da en medarbejder pludselig klaskede hende i numsen - foran andre.

- Det var ubehageligt, og jeg holdt det ret meget for mig selv, fordi der var ingen af pædagogerne, der ville tro på mig, fortæller Andrea til TV2 Østjylland.

Andrea blev anbragt på Fuglen, fordi hun havde det psykisk svært og kæmpede med selvskade og mørke tanker.

Men efter episoden med den ansatte fik Andrea det endnu værre.

Hun gik rundt med selvmordstanker og fortalte personalet, at hun ikke kunne mere.

- Jeg sagde, at hvis der ikke var nogen, der ville tro på mig, kunne jeg lige så godt tage livet af mig selv, forklarer hun.

Og det forsøgte hun så.

Overdosis 

Andrea blev kørt med ambulance til Viborg Sygehus efter en overdosis piller, som hun fandt i et ulåst medicinskab på bostedet.

Da hun vågnede på hospitalet, var der ingen voksne fra opholdsstedet ved hendes side.

- Man føler sig virkelig glemt og ligegyldig, siger hun.

Der var ingen kendte ansigter, forklarer Andrea. Kun fremmede omgivelser - og hospitalspersonale, der undrede sig over, hvorfor en 14-årig pige fra et bosted lå alene efter et selvmordsforsøg.

- Jeg havde lige prøvet at tage livet af mig selv. Og så var jeg ikke vigtig nok til, at nogen var der, fortæller Andrea.

Ifølge både Andrea og hendes mor blev hospitalets personale bekymrede over situationen. De spurgte gentagne gange, hvor de voksne fra opholdsstedet var.

Da Andrea blev anbragt, var planen, at hun skulle have hjælp til selvskade via blandt andet psykolog og udredning. Det skete ikke, fortæller hun.

- Det værste svigt 

Viborg Sygehus valgte efterfølgende at sende en underretning til den anbringende kommune om forløbet, fordi Andrea var blevet sendt alene afsted og efterladt uden støtte.

- Det var det værste svigt. Hun var anbragt, fordi hun skulle passes på. Og så lå hun helt alene, siger hendes mor, Susanne Jensen, som bor ved Hjallerup i Nordjylland.

Hun blev ringet op sent om aftenen og fik at vide, at hendes datter var kørt med ambulance, uden ledsagelse.

- Jeg var rædselsslagen. Det burde aldrig kunne ske, at et barn fra et opholdssted ligger alene efter et selvmordsforsøg, siger hun.

Ifølge Andrea forstærkede oplevelsen følelsen af at være uden værdi.

- Det føltes som om, det bekræftede det hele. At jeg ikke var vigtig nok. At det havde været ligegyldigt, om jeg var her eller ej, siger hun.

Den værste tid 

Efter episoden stoppede Andrea med at spise, og det var tydeligt for Susanne Jensen, at der var noget "helt, helt galt", og at bostedet var langt fra de trygge rammer og hjertevarme, som der ellers bliver reklameret for på hjemmesiden.

Derfor hentede hun datteren hjem igen.

Rådgivning via Livslinjen

Hvis du er i krise, eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. 

Du kan kontakte Livslinjens telefonrådgivning på nummeret   70 201 201 alle dage fra klokken 11.00 til 05.00.

Andrea nåede at være anbragt hos Fuglen fra juli til midt i november, og hun kalder opholdet på Fuglen "den værste tid, jeg har haft".

- Det kan godt være, at jeg havde det skidt, inden jeg kom derned. Men jeg havde det værre, da jeg kom hjem.

TV2 Østjylland har forelagt kritikken for Fuglens midlertidige direktør, Mike Piilgaard, der ikke vil stille op til interview. Han henviser til, at han ikke må udtale sig om konkrete sager.

Lukker sig selv 

Onsdag har Fuglen valgt at lukke sig selv i kølvandet på sagerne.

Andreas oplevelser skriver sig ind i en række af historier om alvorlige forhold på bostedet Fuglen, som TV2 Østjylland har fortalt.

Alligevel blev Fuglen så sent som i oktober måned godkendt af Socialtilsynet uden anmærkninger.

Men efter TV2 Østjylland i november fortalte om omfattende problemer med stofmisbrug og salg af intime billeder blandt de unge på Fuglen, satte Socialtilsyn Midt en undersøgelse i gang.

I den forbindelse bad tilsynet de anbringende kommuner vurdere, hvordan de oplever bostedet. Her fortæller Andreas socialrådgiver fra Brønderslev Kommune, at hun er rystet, og at hun "aldrig har oplevet noget lignende".

- Jeg oplever, at den unge, som jeg er rådgiver for, er blevet opbevaret, står der blandt andet i dokumenter, som TV2 Østjylland har aktindsigt i.

Kommunerne betaler 102.500 kroner hver måned for et barns ophold på Fuglen. Her er der plads til syv - primært børn med omsorgssvigt i bagagen.

Problemer med stoffer 

Blandt andet kritiseres Fuglen for manglende psykologhjælp, dårlig kommunikation og problemer med stoffer.

- Jeg ved ikke, om det skyldes forråelse eller fundamental mangel på forståelse for børn og unges behov, men jeg er rystet over, hvordan det har været, skriver socialrådgiveren og gør det klart, at Brønderslev Kommune vil flytte Andrea til et bedre tilbud.

Fire ud af seks af de anbragte unges socialrådgivere er ifølge undersøgelsen stærkt kritiske og beskriver ringe samarbejde, manglende struktur og uacceptable udtalelser fra ledelsen.

Som konsekvens af TV2 Østjyllands afsløringer har socialtilsynet været på et uanmeldt besøg på Fuglen ved Kjellerup. Det har resulteret i, at Socialtilsyn Midt nu varsler skærpet tilsyn og flere påbud mod stedet.

Det fremgår af en påtænkt afgørelse om skærpet tilsyn, som TV2 Østjylland har fået aktindsigt i.

Alvorlige forhold 

Socialtilsyn Midt vurderer, at forholdene på Fuglen er så alvorlige, at tilbuddet ikke leverer den fornødne kvalitet og kun i meget begrænset omfang understøtter de anbragte unges mentale sundhed og trivsel.

Tilsynet vurderer samtidig, at Fuglen ikke forebygger vold og overgreb tilstrækkeligt.

Ifølge tilsynsrapporten har tre unge oplevet seksuelt krænkende adfærd fra en medarbejder, som var ansat på bostedet i seks til syv måneder - på trods af, at der internt havde været bekymringer om vedkommendes pædagogiske tilgang og konfliktoptrappende adfærd.

Af rapporten fremgår det, at både medarbejdere og afdelingsleder havde vurderet, at den pågældende ikke burde arbejde på stedet, men alligevel fortsatte ansættelsen.

Tilsynet kritiserer også, at alvorlige hændelser ikke er blevet underrettet rettidigt.

I Andreas' tilfælde fortæller mor Susanne Jensen, at hun i flere tilfælde ikke er blevet underrettet om alvorlig selvskade.

Powered by Labrador CMS