14-årig pige stod af bussen: Tæsket og forsøgt voldtaget af voksen mand

En 14-årig pige var lige trådt ud af bussen, da hun blev groft overfaldet af en voksen mand, der nu er efterlyst. Det formodes, at der var tale om et voldtægtsforsøg.

Den 14-årige pige var netop stået af bussen fra Næstved til Faxe, da hun blev overfaldet. Foto: Google Streetview
Udgivet Opdateret

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi søger efter vidner og en gerningsmand til et særlig groft overfald og – formodes det – voldtægtsforsøg, der skete kort efter midnat natten mellem tirsdag og onsdag. Det oplyser vagtchef Jens Frederiksen fra politikredsen til Newsbreak.dk.

Offeret, der er en 14-årig pige, var netop stået af bussen ved et stoppested på Rønnedevej i Faxe, da en endnu ukendt mand pludselig greb fat i hende. Manden løfter pigen op i luften og smider hende ned på jorden, men det stopper ingenlunde her. For efterfølgende slår manden den unge pige i ansigtet flere gange.

Politiet oplyser, at sagen efterforskes som et voldtægtsforsøg, fordi manden forsøgte at lyne pigens jakke ned. Heldigvis blev det ved forsøget, og det er der en god grund til.

Knæ i skridtet

Det lykkes den 14-årige at slippe væk – blandt andet fordi hun planter et knæ i skridtet på manden, der overfaldt hende.

Pigen er så rystet efter overfaldet, at hun endnu ikke er blevet indgående afhørt af politiet, der rykkede ud til gerningsstedet. Her har hundepatruljer været på jagt efter spor, der kan hjælpe med opklaringen af den voldsomme sag.

– Men jeg kan ikke komme ind på de efterforskningsmæssige skridt nu, siger Jens Frederiksen.

Selv om pigen endnu ikke er blevet grundigt afhørt, så er det lykkedes at få et signalement af den formodede gerningsmand. Politiet beskriver ham som en traditionel dansk mand, 30 år gammel og 175 centimeter høj med fuldskæg. Han var iført en sort hættetrøje, sorte joggingbukser og hvide sko – formentlig af mærket Kappa. Pigen har desuden oplyst, at manden var maskeret, så kun hans mund og øjne var synlige.

Derudover har pigen fortalt, at han lugtede af tobak.

Ved du noget, kan politiet kontaktes på telefonnummer 114.

Powered by Labrador CMS