14 tons amfetamin fra Islamisk Stat beslaglagt

Italienske toldere har ifølge medie gennemført den største beslaglæggelse af amfetamin i verden.

Italienske myndigheder har beslaglagt 14 ton amfetamin, der menes at stamme fra Islamisk Stat. Foto: Handout / Guardia di Finanza press office / AFP
Udgivet Opdateret

Italienske myndigheder har beslaglagt 14 ton amfetamin, der er fremstillet af Islamisk Stat, IS, i Syrien.

Det skriver avisen La Repubblica.

Avisen skriver, at det er den største beslaglæggelse af den type narkotika i verden.

I alt blev 84 millioner tabletter med et særligt logo konfiskeret under en aktion i havnebyen Salerno i nærheden af Napoli.

Fangsten har en anslået markedsværdi på omkring en milliard euro – omkring 7,5 milliarder danske kroner.

Tabletterne med netop dette logo blev også fundet på gerningsmændene bag et angreb på spillestedet Bataclan i Paris i 2015, som den militante bevægelse IS stod bag.

På pillerne er et logo der sættes i forbindelse med et angreb på spillestedet Bataclan i Paris. Foto: Handout / Guardia di Finanza press office / AFP
På pillerne er et logo der sættes i forbindelse med et angreb på spillestedet Bataclan i Paris. Foto: Handout / Guardia di Finanza press office / AFP

Fremstillingen og salget af tabletterne har ifølge La Repubblica længe været en vigtigt indtægtskilde for IS.

– Vi ved, at Islamisk Stat hovedsageligt finansierer sine terroraktiviteter gennem ved smugling af narkotika fremstillet i Syrien, som i de seneste år er blevet verdens største producent af amfetamin, skriver italiensk politi i en pressemeddelelse.

De italienske myndigheder fandt tabletterne i tre containere, der ankom til havnen i Salerno.

Her var de gemt i papircylindre i en forsendelse, der var adresseret til en adresse i Lugano i Schweiz.

Pillerne blev fundet i papircylindre, der skulle sendes til Schweiz. Foto: Handout / Guardia di Finanza press office / AFP
Pillerne blev fundet i papircylindre, der skulle sendes til Schweiz. Foto: Handout / Guardia di Finanza press office / AFP

Captagon-tabletter er oprindelig udviklet til medicinsk brug.

Ulovlige udgaver af midlet er dog i visse kredse blevet døbt “jihad-piller”, efter at IS-krigere har brugt det under kampe og angreb, oplyser italiensk politi ifølge nyhedsbureauet AFP.

Powered by Labrador CMS