15-årig pige anholdt: Ville skyde hele sin skole

Den 15-årige pige truede på Facebook med at begå skoleskyderi, men dansk politi reagerede hurtigt.

En 15-årige pige truede med at begå et skoleskyderi i Ribe. Foto: Colourbox
Udgivet Opdateret

En 15-årig pige har i en lukket Facebook-gruppe truet med at skyde alle på sin skole.

Truslerne om at begå et skoleskyderi blev anmeldt til Syd- og Sønderjyllands Politi, der anholdt pigen tirsdag eftermiddag på sin fars bopæl i Ribe. Pigen bliver nu sigtet for trusler på livet, lyder det fra Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Da Syd- og Sønderjyllands Politi anholdte pigen foretog de samtidig en ransagning af faderens hjem. Her fremgik der ingen tegn på, at der var hold i truslerne om et skoleskyderi.

Alle trusler tages alvorligt

De færreste er nok i tvivl om, at dét at fremsætte trusler er en dårlig idé. Det kan godt være, at det var ment i sjov, men for Syd- og Sønderjyllands Politi er sagen meget alvorlig.

– Man skal ikke skrive sådan noget for sjov. For selvom trusler kan skrives i sjov, så er vi stadig opmærksomme, og tager den slags dybt alvorligt. Det er ikke noget, som vi ser gennem fingrene med, fortæller Bjørn Pedersen, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til JydskeVestkysten.

Da pigen kun er 15 år, så er de sociale myndigheder inddraget i sagen, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Powered by Labrador CMS