18-årig hentet af redningshelikopter efter trafikulykke

Redningshelikopteren er kaldt til Lolland efter en trafikulykke. Modelfoto: Colourbox
Udgivet Opdateret

En lastbil og en personbil er kørt sammen på landevej på Lolland. Redningshelikopteren er tilkaldt.

Vejen mellem Sakskøbing og Nykøbing på Lolland er spærret efter en voldsomt trafikulykke, hvor en lastbil og en personbil er kørt sammen.

Det skriver Folketidende.dk.

Redningshelikopteren er undervejs til ulykkesstedet, og den skal lande på vejen. Bilister skal derfor være opmærksomme.

– Der er flere ambulancer på stedet og man afventer en redningshelikopter til stedet, fortæller vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til avisen.

Et vidne har fortalt, at den ene part i ulykken, der skete kort før klokken seks fredag morgen på strækningen mellem Byskovvej og Idalundsvej, måske er en renovationsvogn.

Berlingske Nyhedsbureau oplyser, at det er føreren af personbilen – en 18-årig kvinde – der blev hentet i helikopter. Hun er fløjet til Rigshospitalet.

Politiet kender stadig ikke den unge kvindes tilstand, men oplyser, at hun var ved bevidsthed efter uheldet.

Powered by Labrador CMS