26-årig drabssigtet mor meldte sig selv

Den 26-årige kvinde, der er sigtet og lige nu afhøres om drabet på hendes barn, meldte sig selv til politiet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er småt med detaljer ved politiet, når der spørges ind til den tragiske sag, der ramte i Aarhus midtby torsdag middag.

En 26-årig mor og en 21-årig mand er begge anholdt og sigtet for manddrab på kvindens fireethalvt-årige barn.

De afhøres af Østjyllands Politi lige nu. Den 21-årige blev anholdt kort før middag i en lejlighed i Nygade, hvor også det dræbte barn var. Manden blev ført bort i en såkaldt sporsikringsdragt.

Godt en halv time senere meldte kvinden sig selv til politiet i Odense.

– Hun mødte op af sig selv. Hun var ikke efterlyst, fortæller Vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen til Newsbreak.dk.

Retsmedicinere er på stedet

Politiet vil endnu ikke oplyse, hvad de to anholdte har af indbyrdes relation. Simpelthen fordi de ikke ved det.

– Vi er i gang med at afhøre dem begge lige nu, fortæller vicepolitiinspektøren til Newsbreak.dk.

Samtidig med afhøringerne, er retsmedicinere og politiets teknikere i fuld gang med at undersøge, hvad der er foregået i lejligheden, hvor det dræbte barn blev fundet.

Årsagen til barnets død er ligeledes ukendt, da retsmedicinerne ikke er færdige med undersøgelser.

Det meste af Nygade, hvor kvinden boede lejligheden, var spærret torsdag, efter en anmeldelse klokken 11.26 om et muligt tilskadekomment barn, hvor en patrulje blev kaldt ud til stedet og fandt det døde barn.

Begge anholdte fremstilles i grundlovsforhør i morgen.

Powered by Labrador CMS