27-årig sigtes for at forsøge at dræbe sin mor

Udgivet Opdateret

Politiet har anholdt en 27-årig mand, som formodes at have stukket sin mor i brystet med en kniv lørdag eftermiddag

Et skænderi mellem en 52-årig kvinde og hendes 27-årige søn endte angiveligt brutalt lørdag eftermiddag omkring klokken 15.40, oplyser Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse. Politiet formoder, at den 27-årige søn stak en kniv i brystet på sin mor i en bolig på Skovengen i Kokkedal.

Ifølge politiet råbte moren, efter hun var blevet stukket, på hjælp, og hendes anden, 18-årige søn, der befandt sig på boligens 1. sal, kom ned. Den ældste søn stak derefter af fra stedet, men politiet fandt ham kort efter tæt ved boligen, og han blev anholdt klokken 16.05.

Moren blev blev bragt til Rigshospitalets Traumecenter, og her var hun omkring klokken 18.30 ved at blive opereret. Politiet har ikke nærmere oplysninger om hendes tilstand på nuværende tidspunkt.

Politiet sigter den 27-årige for drabsforsøg, og han bliver søndag fremstillet i grundlovsforhør. Politiet ved endnu ikke, hvordan den 27-årige forholder sig til sigtelsen, da han ifølge efterforskningsleder Michael Gaml er meget svær at kommunikere med.

– Han har det ikke særlig godt. Han snakker sort, og det er nogle meget mærkelige ting, der kommer ud af hans mund, siger Michael Gaml til bt.dk.

Powered by Labrador CMS