27-årig skød betjent i hovedet på klos hold: Her er dommen

Retten har talt. 27-årig mand er kendt skyldig.

Billede fra 6. december ved politigården i Albertslund. KLIK for flere billeder. Foto: Local Eyes.
Billede fra 6. december ved politigården i Albertslund. KLIK for flere billeder. Foto: Local Eyes.
Udgivet Opdateret

En 27-årig mand er skyldig i drabet på politiassistenten Jesper Jul den 6. december sidste år. Det har Retten i Glostrup afgjort fredag.

Manden kendes hermed skyldig for drab på en person i offentlig tjeneste, hvilket er en særlig skærpende omstændighed, af et enigt nævningeting i samråd med retsformanden, Trine Eriksen, og to juridiske dommere.

Retten lægger i skyldkendelsen blandt andet vægt på, at manden trænede intensivt op til nedskydningen af Jesper Jul med gerningsvåbnet i Rødovre Skytteforening, forklarer retsformanden.

Derfor var det et planlagt drab.

– Den tiltalte kom frem bag hundevognen, bevægede sig målrettet hen mod politiassistent Jesper Jul, løftede en pistol og rettede den mod Jesper Juls hoved, hvorefter han uden tøven affyrede et skud, siger retsformanden.

Du kan se billeder fra dagen og fra mindehøjtideligheden i galleriet over artiklen.

Se flere billeder hos Local Eyes.

Var ikke sindssyg

Den 27-årige har tidligere udtalt, at han troede, at alle betjente bar skudsikre veste, at han sigtede efter brystet og derfor var af den overbevisning, at Jesper Jul ikke ville dø.

En mentalundersøgelse, fremlagt af anklager Dorthe Vejsig, viser, at manden ikke var sindssyg på gerningstidspunktet. Han var heller ikke påvirket af stoffer.

Dog anbefales der i mentalundersøgelsen en forvaringsdom, da han vurderes til at være til varig fare.

Anklagemyndigheden kræver dog en fængselsstraf på 16 år, subsidiært forvaring. Strafudmålingen forventes at ske fredag eftermiddag.

– Jeg har tænkt mig at tage en uddannelse, svarer den 27-årige på forsvarerens spørgsmål om, hvad han vil bruge sin tid i fængslet på.

Havde tidligere truet politifolk

Under grundlovsforhøret 7. december kom det frem, at manden tidligere havde truet politifolk med en såkaldt hardballpistol på politigården i Albertslund.

Det kom også frem, at han ifølge forskellige vidner, gennem en årrække havde næret et had til politiet og til myndighederne på grund af den behandling, som hans mor fik efter en trafikulykke nogle år forinden.

Stjal pistol

Den 43-årige politiassistent blev skudt ned klokken 8.19 den 6. december i en indkørsel til politigården i Albertslund. Han stod ved siden af sin hundepatruljevogn, da manden dukkede op, hævede sit våben og skød – fra en meters afstand af Jesper Jul

Skuddet ramte Jesper Jul i hovedet. Dagen efter døde han af sine kvæstelser på Rigshospitalet.

Aftenen inden nedskydningen af Jesper Jul stjal den 27-årige en kaliber 22-pistol af typen Hammerli 2085 i Rødovre Skytteforening. Og det var den pistol, som han havde med til politigården den tidlige decembermorgen.

Efter en storstilet menneskejagt anholdt politiet den nu dømte mand.

Nægtede sig skyldig

– Min klient nægter sig skyldig i den rejste tiltale, har forsvarsadvokat Ulrik Sjølin Pedersen tidligere udtalt.

Advokaten ønskede ikke inden sagen at oplyse, hvorvidt den tiltalte i et eller andet omfang vil erkende noget.

– Men jeg vil sige så meget, at jeg håber på en fair rettergang. Det er en sag med mange følelser, og det har jeg fuld forståelse for, sagde fra Ulrik Sjølin Pedersen.

Stor opbakning

Jesper Jul blev stedt til hvile fra Roskilde Domkirke 16. december ved en officiel bisættelse.

Flere end 500 kolleger fra Vestegnen, 200 politihunde, statsministeren, Folketingets formand og andre topfigurer fra det politiske Danmark deltog – heriblandt justitsminister Søren Pape Poulsen.

Ministeren kaldte dengang drabet for “komplet meningsløst”.

– Jeg ved, at det ikke er let at være politibetjent i disse dage. Vi er så uendeligt taknemmelige for, at I betjente går på arbejde hver dag for at passe på os.

Justitsminister Søren Pape Poulsen ved mindehøjtideligheden for Jesper Jul. Foto: Politiet.
Justitsminister Søren Pape Poulsen ved mindehøjtideligheden for Jesper Jul. Foto: Politiet.

– Vi har i Danmark et helt fantastisk politikorps, der kan tale med alle borgere i vores samfund. Det er sådan, vi kender dansk politi, og det er derfor, at danskerne har så stor tillid til politiet, sagde Søren Pape Poulsen i sin tale.

Politiassistent Jesper Jul blev 43 år gammel.

Powered by Labrador CMS