33-årig mand anbragt på ubestemt tid for kidnapning og krænkelser

Ofret var en pige på fire år.

Udgivet Opdateret

En 33-årig mand er blevet idømt anbringelse på ubestemt tid på en psykiatrisk afdeling for at kidnappe og forgribe sig på en fire-årig pige. Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Newsbreak.dk har løbende omtalt sagen, der tog sin begyndelse i sommeren 2017. Her blev pigen fjernet fra sin børnehave for senere at dukke op igen. Politiet blev involveret, manden blev anholdt, og ved retten i Aarhus var han tiltalt for voldtægt af et barn under 12 år og for frihedsberøvelse.

Han har i retten erkendt at have fjernet pigen fra børnehaven, men han har nægtet at have krænket hende. I sidste ende blev han kendt skyldig i at have begået seksuelle overgreb på pigen, men retten fandt ikke tilstrækkeligt bevis for, at pigen var blevet voldtaget.

Pigen hjalp politiet

For anklageren i sagen var målet at få manden idømt en forvaringsdom, hvilket altså var det, det hele endte med.

– Jeg er tilfreds med, at retten fulgte min påstand om, at gerningsmanden skal anbringes på ubestemt tid. Det er godt, at der nu er sat punktum i en meget ubehagelig sag. I forhold til spørgsmålet om voldtægt tager jeg nævningetingets afgørelse til efterretning, men vil nu drøfte et eventuelt ankespørgsmål med statsadvokaten, siger senioranklager Birgitte Ernst, Østjyllands Politi, i pressemeddelelsen.

Pigen var selv med til at opklare gerningsmandens identitet. Hun beskrev over for politiet, hvad hun havde oplevet, og hvad hun havde bemærket. Hun huskede nogle hunde på det sted, hun blev krænket, og de blev beskrevet indgående. Da politiet senere fandt frem til den nu dømte mand, kunne pigen udpege mandens to hunde som dem, hun havde set.

Manden blev kørt direkte til afsoning efter dommen, der blev udstedt fredag, 16. februar.

Powered by Labrador CMS