45 dømt skyldige

Dommen blev ekstra hård for både arrangører og gæster

Nu er 45 personer dømt for at have overtrådt forsamlingsforbuddet. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

Der var gang i den gamle ålefarm ved Mejrup nær Holstebro den 12. december sidste år. Der var både levende musik og dans, men festen var ikke lovlig, har Retten i Holstebro nu slået fast.

Nu er 45 personer blevet idømt bøde for at overtræde forsamlingsforbuddet. 43 af dem var gæster, som fik en bøde på 4000 kroner, mens de to arrangører af festen fik bøder for 5000 kroner.

Skærpende omstændigheder

Anklageren mente, at der var tale om skærpende omstændigheder, og derfor skal de dømte også betale bøder på 4000 og ikke 2500 kroner. Og retten var enig med anklageren.

– Der var mange deltagere, de var rejst dertil fra hele Jylland og Fyn, de var indkaldt via SMS, og festen, der var med liveband, kunne betragtes som en omgåelse af lukkekravet vedrørende natklubber og diskoteker. Så det var vores opfattelse, at der var tale om skærpende omstændigheder, og jeg er meget tilfreds med, at retten var enig i den vurdering, siger specialanklager Ulrik Panduro.

Forsamlingsforbuddet gælder ikke i private boliger, men da festen foregik i et lejet lokale, kan det ikke betragtes om en privat bolig.

Tilladelse fra politiet

En af arrangørerne har tidligere fortalt Ritzau, at de havde været i kontakt med både det lokale politi og corona-hotlinen, som havde givet grønt lys til at de mange festglade mennesker kunne danse.

Men der var altså ikke tale om en privat bolig, og det er udslagsgivende for, om det er tilladt at samles flere end forsamlingsforbuddet tillader.

– Vi finder det sted og kan se, det er privat matrikel. Ud fra de oplysninger, vi læser, og de undtagelser, der er, kan vi ikke se andet, end at her må vi godt være, lød en af forklaringerne i retten.

Powered by Labrador CMS