550.000 indbyggere i Rusland står uden strøm efter ukrainsk angreb
Ukraine har angrebet den russiske forsyningsinfrastruktur i Belgorod-regionen, oplyser russiske myndigheder
Et ukrainsk angreb mod forsyningsinfrastrukturen i Rusland har efterladt flere end 550.000 indbyggere i Belgorod-regionen uden strøm og varme, på et tidspunkt hvor temperaturen nærmer sig frysepunktet.
Det oplyser regionens guvernør, Vjatjeslav Gladkov, ifølge nyhedsbureauet AFP fredag morgen.
Torsdag formiddag oplyste Ukraines minister for genopbygningen af landet, Oleksij Kuleba, at flere end en million indbyggere i Dnipropetrovsk-regionen i Ukraine var uden vand og varme efter et russisk angreb på energiinfrastrukturen natten til torsdag.
Energiinfrastrukturen er også blandt målene i Ruslands gengældelsesangreb foretaget fredag morgen for det påståede ukrainske forsøg på at angribe præsident Vladimir Putins residens i Novgorod-regionen i slutningen af december.
Russiske droner
Rusland har også rettet angreb mod faciliteter til produktion af droner.
Ukraines luftforsvar har ifølge nyhedsbureauet Reuters nedskudt 226 russiske droner og 18 missiler.
Rusland eskalerede i efteråret angrebene på Ukraines energiforsyning, mens Ukraine i samme periode har angrebet russiske oliedepoter og olieraffinaderier.