64-årig Gnags-frontfigur imponerer anmeldere på Smukfest

Man fatter ikke, at han fylder 65 år, skriver Ekstra Bladet om Peter A.G. efter afslutningen på Smukfest.

Udgivet Opdateret

“Halvhæs, men hjertegribende”. “Frontmanden strålede”. “Grå guldklumper”.

Gnags får flotte ord med på vejen af anmelderne, efter bandet med Peter A.G. i front lukkede og slukkede Smukfest fra Bøgescenerne søndag aften.

Jyllands-Postens Anders Thomsen giver koncerten fem ud af seks stjerner og store roser til frontmanden.

– Han sitrede og sprællede som en skør hippieprofessor. Det var finaleaftenen på Smukfest, og efter en festival med mange musikalske bagateller bød veteranerne på Gnags Greatest med stjerneopbakning, skriver anmelderen.

Det sker med henvisning til, at både Thomas Helmig, Henning Stærk, Lis Sørensen, Mads Langer og Jacob Riis-Olesen var på scenen sammen med Gnags og give et nummer eller to.

Ekstra Bladets Thomas Treo giver koncerten fire ud af seks stjerner.

– Mads Langer leverede en malplaceret fesen indsats, mens Henning Stærk så bekymrende svagelig ud og måtte sidde ned på scenen.

– Humørsprederen A.G. udstrålede derimod en ukuelig livsglæde, der lunede i den råkolde sommeraften, hvor et velswingende Gnags leverede hit på hit på hit på hit, skriver Thomas Treo.

– Man fatter simpelthen ikke, at sangeren fylder 65.

Også Gaffas Ole Svidt kvitterer med fire ud af seks stjerner.

Han påpeger blandt andet, at bandet spillede fremragende – ikke mindst Per Christian Frost, hvis småbluesede spil lå centralt i lydbilledet.

Smukfests musikbudget

* Udviklingen i Smukfests musikbudget er eskaleret de seneste år. I 1998, hvor sangerinden Björk var på programmet, udgjorde musikbudgettet et rekordhøjt beløb på 8 millioner kroner.

* Syv år efter i 2005 steg budgettet til omkring 10,5 millioner kroner. Men i årene efter er det gået endnu stærkere.

* I 2007 lå budgettet på 15,5 millioner kroner, i 2008 var det omkring 17 millioner kroner, mens det ni år senere i 2017 er 41 millioner kroner.

* Ifølge festivalens formand, Claus Visby, afspejler det en generel udvikling mod, at musikere ikke længere tjener nær så meget på at udgive plader.

* Det betyder, at de tager et langt højere beløb på at komme ud og spille koncerter.

* Da folkene bag Smukfest sammensatte årets musikprogram, hed tommelfingerreglen, at knap 80 procent af navnene skulle være danske, mens 20 procent skulle være udenlandske.

* Det er ikke muligt for formanden at oplyse priser for enkelte musikere. Men ifølge ham går langt de fleste penge fra festivalens musikbudget til udenlandske kunstnere.

Kilder: Smukfest-formand Claus Visby, www.smukfest.dk.

– Men det kan ikke skjules, at den ellers stadig kernesunde og forholdsvis ungdommeligt udseende Peter A.G. stemmemæssigt er blevet noget tynd i toppen, skriver Ole Svidt.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS