Aarhus’ ældste værtshus lukker

Fra på fredag er det slut med fadøl på Guldborg. Foto: Google Street View
Offentliggjort Sidst opdateret

På fredag er det sidste chance for at få en øl på Guldborg i Vesterbrogade

I 133 år er der blevet langet øl over disken på Guldborg i Vesterbrogade i Aarhus.

Men fredag den 25. september er det slut.

Byens ældste værtshus skal rives ned for at give plads til boligbyggeri, skriver Aarhus Stiftstidende.

Hos Guldborgs stamkunder er det trist at se det gamle vandhul forsvinde:

– Når man er over 40 år, går man ikke bare ind et eller andet ungt sted. Så har man brug for små vandhuller, hvor man kan gå hen og have det godt. Jeg vil gerne kunne stå og ryge, genkende folk og blive genkendt. Det kommer jeg sgu til at savne, siger stamkunden LP til stiften.

Indehaver Sanne Danielsen er ikke helt sikker på, at Guldborg virkelig er byens ældste værtshus – men 133 år er det i hvert fald. Beliggenheden var god – dengang lå byens kvægtorv nemlig på Vesterbro Torv. Når kuskene havde kørt landmænd ind til torvet for at sælge eller købe kvæg, opstaldede de hestene i Saltholmsgade, og derfra fandt en del af dem vej til Guldborg.

Sanne Danielsen har haft Guldborg i seks-syv år, og hun kommer til at savne stedet:

– Det har altid været sådan lidt af et familieagtigt sted. Vi kender hinanden. Og passer på hinanden. Et stamværtshus, hvor mange er kommet gennem 25 år, siger hun og fortsætter:

– Det er da lidt vemodigt at skulle lukke nu, men jeg har fået fået en god pris for huset. Jeg ved ikke, hvad jeg skal nu. Det bliver ikke noget med et værtshus. Ikke nu i hvert fald. Jeg flytter til Horsens, og det er godt nok at komme lidt væk, for det ville gøre ondt at se Guldborg revet ned, slutter hun.

Powered by Labrador CMS