Aarhus erklærer krig: Nu må mågerne skydes

Aarhus erklærer krig mod måger, der holder beboere vågne om natten. Arkivfoto: iris/Scanpix
Udgivet Opdateret

De senere år har larmende og aggressive sølvmåger i stigende grad gjort bylivet hedt for århusianerne.

Alene sidste år modtog kommunen over 100 henvendelser med budskabet: »Gør noget, kommune. Vi kan ikke sove om natten for den larm.«

Hidtil har mågerne stort set haft frit spil. Men nu er der hjælp på vej til i hvet fald nogle af de mågeplagede beboere. Det skriver Århus Stiftstidende.

Som en direkte konsekvens af de mange henvendelser har Teknik og Miljø i Aarhus Kommune hjulpet mågeplagede ejendomsejere med at søge Naturstyrelsen om tilladelse til at erklære mågerne krig.

Resultatet er, at Naturstyrelsen nu har givet ejere af 24 ejendomme lov til at bekæmpe mågerne på deres egen ejendom.

Blandt de ejere, der har fået tilladelse, er eksempelvis Arbejdernes Andels Boligforening, som administrerer 8.500 boliger i 57 boligafdelinger. Også den store almennyttige boligforening AL2bolig har fået tilladelse til at regulere sølvmåger på forskellige adresser.

Desuden har en skole, flere erhvervsejendomme, privatejede boliger samt enkelte kommunalt ejede ejendomme fået grønt lys fra Naturstyrelsen.

Og mågerne har god grund til at være på vagt. Nogle få ejendomsejere har fået lov til at fjerne æg og reder. Men primært er der givet lov til at skyde måger med luftgevær.

Her er det et krav, at kaliberen er mindst 5,5 millimeter, fortæller Torsten Lind Søndergaard fra Danmarks Jægerforbund:

»Desuden skal udgangshastigheden være på mindst 200 meter i sekundet,« siger han til Århus Stiftstidende og understreger, at den slags våben kræver våbentilladelse.

Til august skal Naturstyrelsen have besked om, hvordan bekæmpelsen er gået, og Teknik og Miljø vil i den sammenhæng evaluere indsatsen i Aarhus.

Kommunen vil også beslutte, om initiativet skal videreføres eller eventuelt udbygges i 2016.

»Det er Teknik og Miljøs forventning, at mågebekæmpelsen har en mærkbar lokal effekt,« siger Anders Maltha Rasmussen, afdelingschef i Aarhus Kommune, til Århus Stiftstidende.

Powered by Labrador CMS