Advarsel: Betal ikke inkassokrav fra bilvurderingssider

Udgivet Opdateret

Bliver du truet med inkasso for bilvurderinger, som du ikke har bestilt, så lad være med at betale, lyder rådet fra Forbrugerombudsmanden.

Et estisk inkassofirma sender i øjeblikket breve ud til forbrugere med krav om betaling for bilvurderinger, som forbrugerne skulle have bestilt.

Det drejer sig om nogle bilvurderingshjemmesider, hvor Sø- og Handelsretten i 2014 afsagde dom om, at virksomhederne bag bilvurderingssiderne ikke kunne kræve betaling for bilvurderingerne som følge af manglende aftaleindgåelse.

De fem hjemmesider, som var til pådømmelse i retten, var følgende hjemmesider: www.auto-pris.com, www.bil-vurdering.com, www.bil-pris.com, www.danskebilpriser.com og www.dinbilpris.com.

Forbrugerombudsmanden råder forbrugerne til straks at klage til det estiske inkassofirma, hvis de har modtaget inkassokrav for en bilvurdering, der skulle være bestilt på en af de fem hjemmesider i perioden 24. november 2011 til 13. maj 2013. Forbrugerombudsmanden anbefaler også, at man ikke betaler inkassokravet med henvisning til dommen.

– Vi har tidligere fået rettens ord for, at aftalerne er ugyldige. Forbrugerne skal derfor ikke lade sig true til at betale. I stedet skal de rette henvendelse til inkassofirmaet og meddele, at de ikke skylder pengene, siger konstitueret forbrugerombudsmand, Benedikte Havskov Hansen.

Powered by Labrador CMS