Ærgelse i Leicester: Schmeichel er skadet

Newspaq
Udgivet Opdateret

Landsholdsmålmand Kasper Schmeichel er skadet og ude i fire-seks uger, meddeler arbejdsgiveren Leicester.

Den foretrukne danske landsholdsmålmand i fodbold, Kasper Schmeichel, skal opereres og er derfor ude de kommende fire-seks uger. Mindst.

Det meddeler målmandens arbejdsgiver, Leicester, via klubbens twitterprofil.

– Uheldigvis skal Kasper Schmeichel opereres for et brud på en mellemfodsknogle. Det optimistiske bud er fire-seks uger ude, udtaler Leicester-manager Nigel Pearson via Twitter.

Kasper Schmeichel går dermed glip af en del kampe i Premier League. Danskeren er klubbens klare førstevalg i målet og har været det siden oprykningen.

Men nu må Leicester altså klare sig uden Schmeichel.

Leicester ligger sidst i Premier League. Klubben møder inden jul Manchester City og West Ham, mens Tottenham og Hull venter i juleprogrammet mellem jul og nytår.

1. januar åbner Leicester et nyt fodboldår mod Liverpool, men alle disse kampe bliver altså uden den danske landsholdsmålmand i målet.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS