Afsoner livstidsdom: Derfor slog jeg mine børn ihjel
I et langt interview med Information har Thue Rudgaard indvilliget i at sætte ord på en sag, der var på alles læber i 2011. Han var far til pigerne Line og Marlene, men han tog også deres liv i en bilbrand.
På en tysk motorvej, på vej retur til Danmark efter en ferie med sine to døtre Line, 9 år, og Marlene, 10 år, beslutter Thue Rudgaard sig. Han vil ende deres liv.
– Jeg er komplet frustreret. Jeg bliver bange for, at Christina ikke vil aflevere dem en anden gang, hvis jeg ikke kommer med dem som aftalt. Men det er også blevet for sent at vende om. Og så er det jeg tænker: ’Det hele kan bare være ligegyldigt.’ Fra da af tager ideen form. Jeg vil brænde os alle sammen af. Det er den eneste mulighed, jeg ser der, hvor jeg er. Jeg hælder benzin ud over bilen. Og inde i bilen. Mest bagud. Men jeg undgår at se på pigerne, da jeg gør det, fortæller han i et stort interview i Information lørdag, hvor både han og børnenes mor, Christina, nu står frem og fortæller om den skæbnesvangre dag i 2011.
Inden beslutningen om at stikke ild til bilen har den nu livstidsdømte Thue Rudgaard givet begge piger en sovepille, så der faldt ro over land, efter pigerne har skændtes højlydt i bilen, der triller gennem Tyskland.
I august 2011 blev Thue og familien landskendt i hjemlandet Danmark, men også i nabolandet mod syd, Tyskland. En psyke, der driller, sætter sine spor, da det under en samværssag mellem de voksne bliver besluttet, at begge piger skal bo hos deres mor i Als. Det sparker gang i de førnævnte frustationer, fortæller han selv til Information, der har besøgt ham i fængslet i Berlin, hvor han sidder fængslet og afsoner sin livstidsdom.
Rullede rundt i græsset
Da først benzinen er antændt, mens Thue Rudgaard selv sidder på forsædet, tager det fart, og han fortæller, at han håbede på, bilen ville eksplodere, så det hele lynhurtigt kunne være overstået. Men sådan går det ikke. Thue ender med at kaste sig ud af bilen og rulle rundt i græsset.
Informations journalist går til stålet under interviewet og stiller de svære spørgsmål. Blandt andet bliver Thue Rudgaard direkte spurgt om, hvorfor han slog sine døtre ihjel:
– Det har jeg tænkt meget over. Det er så uforståeligt og vanskeligt. Det var en blanding af min depression og vores ægteskab, der ikke blev godt. Det er jo selvpineri at tænke på, hvad der kunne være gjort anderledes. Jeg tænker: ’Bare det havde været et trafikuheld.’ Men jeg har jo selv gjort det, svarer han.
Livstid
I artiklen, der kan læses i fuld længde og er elegant præsenteret hos Information lige her, fremgår det også, at der ligger en lang kamp bag den skæbnesvangre beslutning, der koster to uskyldige piger livet.
Christina og Thue kan ikke længere sammen, og de forlader hinanden. Han flytter til Fredericia, mens hun bosætter sig i byen Als. Det ender i en lang kamp om retten til samvær med pigerne. Thue taber, og hans i forvejen pressede psyke lider et alvorligt knæk.
– Det havde været en virkelig dårlig sommer, og turen er min sidste mulighed for at få lidt ferie med begge pigerne. På det tidspunkt er jeg helt nede i kulkælderen. Det er kun kamphormonerne i min krop, der holder mig kørende. Jeg har det ad helvede til, siger Thue til Informations journalist.
Kilde: Information.dk