AGF marcherer mod oprykning med ny forårssejr

Med sejren over Roskilde FC er AGF tættere på oprykning. Foto: Søren Bidstrup/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Sejr mod FC Roskilde fører AGF tættere på oprykning

AGF vandt sikkert med 2-0 ude over FC Roskilde i torsdagens eneste kamp i 1. division og sparker sig dermed op på førstepladsen inden Viborgs kamp mod HB Køge. Dermed varer det formentlig ikke mange runder, før aarhusianerne kan fejre oprykning til Superligaen.

I hvert fald sender de tre point Morten Wieghorst’ mandskab 13 point foran den nærmeste forfølger i oprykningskampen, Vendsyssel, der dog har en kamp til gode. Og med 15 point tilbage at spille om for AGF – 18 for Vendsyssel – kan oprykningspuslespillet blive lagt allerede i næste runde, hvis Vendsyssel sætter point til i weekendens kamp mod Fredericia og AGF samtidig vinder næste weekend.

AGF har endnu ikke tabt i foråret. Tre uafgjorte kampe og syv sejre er det blevet til, og da Lyngby, der overvintrede på andenpladsen efter Viborg, samtidig er kollapset fuldstændig, har det ikke været svært for aarhusianerne at rykke nærmere Superliga-tabellen.

Mod FC Roskilde fortsatte AGF forårets fine takter. Defensiven stod fint kampen igennem, og i offensiven blev der scoret, når mulighederne bød sig. Først ved forsvarsspilleren Johan Lædre Bjørdal efter 21 minutters spil, da han via baghovedet pandede bolden i mål.

Dominansen førte AGF videre i anden halvleg, og det var ganske fortjent, at angriberen Kim Aabech fik dirigeret et indlæg i mål efter 52 minutters spil. Aabech er nu oppe på 15 sæsonscoringer.

Hvis FC Roskilde stadig troede på et comeback, så kom de formentlig hurtigt på andre tanker, da hjemmeholdets Bajram Fetai blev præsenteret for et direkte rødt kort med lidt under en halv time tilbage af opgøret. I infight med Jens Jönsson havde han foden højt oppe i luften og rev hul i AGF-spillerens trøje med støvlen, og så havde AGF absolut ingen problemer med at cruise sejren i hus.

AGF møder i næste runde FC Fredericia på hjemmebane. Den tidligere AGF-træner Peter Sørensen, der sidste år blev fyret af Aarhus-klubben, står i dag i spidsen for FC Fredericia, og han vil ganske sikkert gøre sit til, at aarhusianerne ikke får lov at lade champagnepropperne springe. I hvert fald ikke lige i dén kamp.

 

Powered by Labrador CMS