Aksel har købt hus klos op ad motorvej og jernbane: “Her er vi i fred”

Et randrusiansk par bor på papiret det mest utålelige sted i Østjylland, men det tager de nu ikke så tungt.

– På sådan en varm sommerdag får mange lyst til at åbne vinduerne, men det bruger vi ikke, forklarer Aksel Madsen. Foto: TV2 Østjylland
Udgivet Opdateret

Aksel og Susan Madsen bor i et hus, som mange i Randers kender. Man kan se deres hus på skrænten ved motorvejen nær Gudenåen, og mange har formentlig tænkt på, hvordan det er at bo der. Det skriver TV2 Østjylland

Men selvom parret bor mellem motorvej E45 og en jernbane, tænker de selv ikke så meget over det længere.

– Vi kan se, folk sidder og kigger op mod os sommetider, og de tænker sikkert, at det må sgu være træls at bo der. Og ja, man kan da sige, at hvis man kan lide støj, så er det her det rigtige sted at bo, siger Aksel Madsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Aksel og Susan Madsen faldt for huset på grund af den skønne udsigt ud over Gudenåen og engene. Og så overraskende nok på grund af den fred og ro, de får.

– Her er vi i fred altid – lige på nær for motorvejen. Hvis vi vil høre høj musik klokken tre om natten, så gør vi det. Vi kan højst få en klage derudefra, siger boligejeren og peger på E45.

Parret har til sommer boet i huset på Kærgade i 13 år, og selvom de ikke helt har kunnet undgå at tænke på et liv uden konstant støj, så har de alligevel lært at leve med summen fra lastbiler og toget.

– Vi sidder aldrig udenfor, men det har vi vænnet os til. På sådan en varm sommerdag får mange lyst til at åbne vinduerne, men det bruger vi ikke, forklarer Aksel Madsen.

Svært ikke at lytte til støjen

Det kan give nogle lune nætter i soveværelset, og det er også her – som det eneste sted i huset – at parret for alvor lægger mærke til, at de bor klos op af motorvejen.

For når mørket er faldet på, og der er helt stille i huset, kan det være svært ikke at lytte til støjen.

– Ellers lægger man ikke mærke til det, slår Aksel Madsen fast.

For tre år siden fik parret et tilbud fra Vejdirektoratet om tilskud til lyddæmpning af deres hjem – et tilbud de valgte at tage imod. Man fik betalt 75 procent af udgiften til ekstra isolering, fordi huset blev vurderet til at befinde sig i den såkaldte kategori 2.

– Det undrede os lidt, at vi ikke var i kategori 1, men vi fik aldrig rigtig nogen forklaring på, hvorfor det var sådan, siger Aksel Madsen.

Ikke pengene værd

Tilskuddet kom fra en af de støjpuljer, Vejdirektoratet af og til får mulighed for at bruge af til at hjælpe støjramte borgere.

– Som udgangspunkt har vi ikke midler til rådighed, men af og til oprettes der særlige støjpuljer med fokus på støjbelastede boliger, siger ingeniør hos Vejdirektoratet, Jakob Fryd, til TV2 ØSTJYLLAND.

For ægteparret i Randers var det i første omgang en hel ny oplevelse at være i deres hjem, efter at der var blevet ekstra isoleret.

– Det føltes som at være i en boble. De første par timer var anderledes, men ellers synes vi faktisk ikke, at det var pengene værd, siger Aksel Madsen.

Powered by Labrador CMS