Alka dumper prisen på mobilmarkedet: Så billigt bliver det

For 59 kroner om måneden tilbyder Alka fra årsskiftet blandt andet fri tale og syv gigabyte data i Danmark.

Udgivet Opdateret

Fri tale, fri sms, fri mms og syv gigabyte data i Danmark. Pris: 59 kroner om måneden.

Sådan lancerer forsikringsselskabet Alka sit tiltag, og altså et forsøg på at komme ind på mobilmarkedet.

Det skriver Alka Forsikring på sin hjemmeside. 

Ifølge Alka bliver det det billigste mobilabonnement med fri tale herhjemme.

Det er ikke alle, der kan få sig et abonnement hos Alka – alligevel er det en stor del af danskerne.

Tilbuddet bliver tilgængeligt for personer, der enten er kunder i Alka eller medlem af et af de fagforbund, som Alka samarbejder med.

“Det er i nok blot at bo i husstand med en, der lever op til én af de to ting”, skriver Alka.

Ifølge Alka selv opfylder 2,5 millioner danskere det krav.

I pressemeddelelsen understreger Frederik Sjørslev Søgaard, direktør for Alka Forsikring, at den nye satsning ikke bunder i noget ønske om at ændre Alkas forretning, som er og bliver et skadesforsikringsselskab.

– Vi er altid på udkig efter attraktive kunde- og medlemsfordele.

– Den månedlige pris på et abonnement med fri tale er de seneste år steget markant i de store selskaber til 149 kroner om måneden.

– For mange mennesker vil der derfor være en del penge at spare med vores tilbud, siger Frederik Sjørslev Søgaard i pressemeddelelsen.

Alka kommer til at samarbejde med Telia og Telenor.

Det ny mobilselskab går i luften i starten af det nye år.

Powered by Labrador CMS