Anders And politianmeldt for skjult reklame

Udgivet Opdateret

En Anders And-forside får Forbrugerombudsmanden til at indgive politianmeldelse for skjult reklame til børn.

For første gang politianmelder Forbrugerombudsmanden virksomheder for skjult reklame rettet mod børn og unge. Det oplyser Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

Udstillingsakvariet Den Blå Planet og Egmont Publishing Kids er anmeldt for en reklame på forsiden af et Anders And-blad fra 2013 for at have overtrådt markedsføringsloven.

– Der gælder særligt skrappe krav til, hvor tydeligt det skal fremgå, at der er tale om reklame, når målgruppen er børn og unge, siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

– Da Anders And-bladet er et medie, der primært henvender sig til børn, er sagen alvorlig, tilføjer hun.

Blander betalt og redaktionelt indhold sammen

Forbrugerombudsmanden henviser til forsiden på Anders And-blad nummer 46 fra 14. november 2013, som udgives af Egmont Publishing Kids.

– Forsidetegningen viser Rip, Rap og Rup, der sidder på en hammerhaj oppe i luften, mens Anders And holder fast i hajens hale. Nederst på siden er bygningen til Den Blå Planet vist, lyder det i pressemeddelelsen.

Desuden viste forsiden teksten “Vind med Den Blå Planet” og logoet for Den Blå Planet.

– Den Blå Planet og Egmont får blandet betalt og redaktionelt indhold godt og grundigt sammen, så det er umuligt for børn at se, at det er en reklame. Derfor politianmelder vi dem, siger Christina Toftegaard Nielsen.

Ifølge Forbrugerombudsmanden erkender selskaberne, at hele forsiden på det pågældende Anders And-blad var en reklame for Den Blå Planet.

– Selskaberne mener imidlertid, at det var klart for børn og unge, at der var tale om reklame, lyder det.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS