Anne-Maries hverdag ændret efter OL-udskydelse

Hver dag har været planlagt i fire år for Anne-Marie Rindom. Det er de ikke mere på grund af coronavirus.

Sejleren Anne-Marie Rindoms hverdag blev ændret med et splitsekund, da OL i Tokyo blev udskudt. KLIK VIDERE OG SE FLERE BILELDER: Foto: Mikkel Berg Pedersen/Scanpix 2020
Sejleren Anne-Marie Rindoms hverdag blev ændret med et splitsekund, da OL i Tokyo blev udskudt. KLIK VIDERE OG SE FLERE BILELDER: Foto: Mikkel Berg Pedersen/Scanpix 2020
Udgivet Opdateret

Som idrætsudøver på øverste hylde har Anne-Marie Rindoms liv været struktureret flere år ude i fremtiden, for at hun kunne nå sine mål.

Nu er 2020s ultimative mål ikke længere en realitet, da OL i Japan er blevet udskudt. Selv om hverdagen er uvis i disse tider for den dygtige sejler, så prøver hun at få det bedste ud af det med nogle af de ting, som ikke har været en del af hendes faste skema det sidste års tid.

Artiklen fortsætter efter videoen

Kaldt hjem fra Mallorca

Egentlig skulle denne uge havde stået på foreberedelse til et stævne med start mandag den 30. marts, men alt det blev lavet om, da statsminister Mette Frederiksen holdt pressemøde.

– Så fik vi en besked fra vores sportschef om, at vi skulle pakke alle vores ting og rejse hjem til Danmark. Vi undrede os over, om det virkelig var så slemt, og om vi var nødt til at tage hjem, siger Anne-Marie Rindom til Newsbreak.dk.

Men efter en nats søvn blev hun og de andre danske sejlere enige om at få pakket deres grej, ombooket færgebillet og vende snuden hjem mod Danmark.

– Stranden på Mallorca var allerede fuld af både, fordi en masse af de andre lande også var ankommet og var klar til stævnet. Vi var det første land, der pakkede vores ting sammen, siger Anne-Marie Rindom, der forklarer, at de andre lande var lidt uforstående til at starte med.

Undervejs på deres tur op igennem Europa var de nervøse for lukkede grænser, måling af temperaturer og at blive nægtet adgang til flere lande. Heldigvis gik turen, som de foretog i et vogntog af seks biler, fuldstændig gnidningsfrit.

Er vi i karantæne?

På daværende tidspunkt vendte Anne-Marie Rindom hjem fra et land, der var farvet orange efter Udenrigsministeriet anvisninger, hvilket betød, at man burde blive hjemme, derfor var hun og mange andre i tvivl om, hvordan de skulle forholde sig.

Dog fortsatte de træningen med tanke på at holde afstand, hvilket var nemt, når man sejler på vandet.

Men det begyndte så småt at gå op for Anne-Marie Rindom, at udsigterne til træningsfaciliteter begyndte at svinde ind.

– Jeg har fået anskaffet mig en romaskine, en cykel og sådan noget på mit værelse, så jeg kan fortsætte med at træne, for vi var jo bekymret for, at der skulle komme et udgangsforbud, siger hun og forklarer at Sejlsportscentret og Team Danmark træningscentre er lukkede.

Hverdagen ændrede sig dog først for alvor, da hun fik nyheden om, at OL i Tokyo blev udskudt.

Var ret optimistisk

– Jeg var hele tiden meget optimistisk og tænkte, at det skulle nok gå, siger Anne-Marie Rindom om udsigterne til OL.

Men med tiden begyndte hun og hendes træner at fokusere på, at der var en mulighed for, at OL ikke blev en realitet i år.

– Vi var begyndt at snakke om scenariet. Det er da også den rigtige beslutning, som jeg bakker op om, siger hun, selv om hun medgiver, at det er hårdt ikke at have så stort et mål at se frem til mere.

Hun er sikker på, at det nok skal gå, men derfor har coronavirus og dets konsekvenser alligevel betydet mange hovedbrud for Anne-Marie Rindom.

– Jeg har taget et års orlov fra mit studie. Kan jeg klare at tage et år mere? Men der er også spørgsmål om økonomi i forhold til Team Danmark, DIF (Danmarks Idrætsforbund red.) og sponsorerne, siger hun.

Planerne er ændret

Efterhånden er de fleste af de stævner, som Anne-Marie Rindom skulle være en del af i løbet af april og juni enten aflyst eller udskudt. Det har dermed gjort, at hendes kalender for første gang i fire år ikke er fuld af planlagte aktiviteter.

– Min hverdag har nærmest været planlagt hver dag de næste tre måneder. Det er den ikke mere. Det er mærkeligt. Det er første gang i fire år, siger hun.

Hun glæder sig over, at OL fortsat kan være et mål, da det kun er blevet udskudt og ikke aflyst.

Dog er der også fortsat uvished omkring udtagelsen til De Olympiske Lege, for det stævne som Anne-Marie Rindom skulle have været en del af på Mallorca, var en af to stævner, hvor sejlere kunne kvalificere sig til OL.

Hun forklarer, at der er tre scenarier, der kan benyttes. Enten skal man udelukkende bruge det første stævne, ellers skal man lave et nyt stævne i stedet for det i Mallorca. Sidste mulighed er at nulstille alle kvalifikationerne og lave en helt ny.

Selv håber hun på, at deltagerne bliver udvalgt efter det første kvalifikationsstævne, men den beslutning er ikke taget endnu, derfor ved Anne-Marie Rindom heller ikke, om hun bliver udtaget til OL.

Bruger tid på studier

I Danmark er det muligt for Anne-Marie Rindom at sejle på vandet, men de kolde grader sætter en stopper for træningen. Efter halvanden time dykker kvaliteten så meget, at det ikke er givende at træne videre.

Heldigvis kan hun forsøge at holde grundformen ved lige hjemme ved romaskinen eller på en løbetur, selv om motivationen måske ikke er helt i top.

– Det er selvfølgelig bekymrende, om man kan holde motivationen, og det er svært at vedligeholde en rutine. Det er svært for idrætsudøvere ikke at have et mål at se frem mod, og lige nu er min motivation for at træne benhårdt der ikke, men omvendt er der også kun et år til OL, siger hun.

Hun har blandt andet også kunnet fokusere på sit studie, hvor hun lige nu er igennem halvandet år af sin kandidat i idræt. Hun overvejer, om det måske er muligt at tage et fag sommeren over, nu hvor der er tid til det.

Powered by Labrador CMS