Apoteker rationerer al medicin

Lægemiddelstyrelsen oplyser, at salget af medicin begrænses som følge af coronavirus.

Udgivet Opdateret

Sundhedsministeriet har aktiveret dele af lægemiddelberedskabet. Det betyder, at salg af medicin samt udlevering af receptmedicin begrænses.

Det skriver Lægemiddelstyrelsen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter videoen

Kun til dit behov

Aktiveringen af lægemiddelberedskabet får betydning for borgeren.

Aktuelt betyder det, at det ikke er muligt at købe mere receptmedicin på apoteket end det, der svarer til ens normale behov.

Ligesom at apoteker og supermarkeder kun udleverer en pakke medicin per kunde købt i håndkøb.

Undgå forsyningsproblemer

Det kommer efter, at der onsdag aften var flere butikker, der oplevede, at danskere var ude at hamstre.

Sundhedsministeriet har aktiveret lægemiddelberedskabet for at undgå, at der opstår forsyningsproblemer med medicin som følge af den hamstring.

Gældende fra torsdag den 12. marts 2020 er det ikke muligt at få udleveret mere medicin end det, man har brug for.

For de ældre

Selv om der på nuværende ikke er tegn på, at der kan blive problemer med forsyningen af medicin, så er der en god grund til beslutningen.

– Indtil videre er der ingen tegn på forsyningssvigt af medicin på grund af udbruddet af coronavirus. Sådan skal det blive ved med at være. For ellers er det de ældre, de syge og de svage danskere, det kommer til at gå ud over. Derfor begrænser vi for en sikkerheds skyld salget af medicin, og derfor opfordrer vi alle til at vise samfundssind, holde sig fra at hamstre og hjælpe med til at sørge for, at der ikke opstår unødige problemer med forsyningen af medicin, siger direktør i Lægemiddelstyrelsen, Thomas Senderovitz.

Lægemiddelstyrelsen følger situationen, og det kan ikke udelukkes, at andre tiltag kan blive nødvendige.

Powered by Labrador CMS