App populær for børn bruges til at sælge porno

Politikens gennemgang af det sociale medie TikTok viser, at hundredvis af brugere sælger hjemmelavet porno.

Ifølge Politiken bliver TikTok brugt som reklameplads for folk der sælger porno. Genrefoto.
Udgivet Opdateret

Det sociale medie TikTok er et populært sted at sælge nøgenbilleder og hjemmelavede sexvideoer. Det viser en gennemgang, Politiken har lavet på det sociale medie, der især er udbredt blandt danske børn.

Ved at undersøge to måneders aktivitet fra februar til april på TikTok, fandt vi over 100 populære profiler, der bruger det sociale medie til at sælge hjemmelavet porno.

Salget foregår ikke direkte på TikTok, men sælgerne bruger stærkt seksualiserede videoer på det sociale medie til at gøre reklame for deres salg af hjemmelavet porno.

Forvirrede og bange børn

Gennemgangen viser, at mange børn interagerer med de seksualiserede videoer – blandt andet med kommentarer, hvor børnene giver udtryk for at være forvirrede og bange for det, de ser.

– Det er dybt problematisk, at det her sker på en platform, vi ved bliver brugt af mange danske børn på ned til 9-10 år, siger seniorrådgiver hos Red Barnet, Jon Kristian Lange, til Politiken.

Aldersgrænsen for at bruge TikTok er officielt 13 år, men ifølge den seneste rapport fra DR’s Medieforskning bruger hvert femte danske barn mellem 9-14 år TikTok dagligt.

Der er intet filter

Hos Medierådet for Børn og Unge beskriver formand, Stine Liv Johansen, moderationen på platformen som – det vilde vesten. Derudover påpeger hun, at der ikke noget filter på det sociale medie, der forhindrer selv de yngste brugere i at se stærkt seksualiseret indhold.

Det er uvist, hvor mange børn der har set de stærkt seksualiserede videoer. Men alene videoer, der er mærket med et særligt hashtag, som er populært hos brugere, der sælger hjemmelavet porno, er blevet set mere end 230 millioner gange.

Politiken har delt oplysningerne om de problematiske profiler med TikTok, der ikke vil interviewes, men skriver i en mail:

– Vores fællesskabsregler definerer, hvad der tilladt på vores platform, og her fremgår det tydeligt, at vi ikke tillader indhold, der udøver, promoverer eller glorificerer salg af seksuelle ydelser. Vi undersøger disse profiler, og hvis noget indhold — i videoer eller i informationen på en brugers profil — bryder vores regler, vil vi handle i overensstemmelse med vores fællesskabsregler og brugerbetingelser.

Powered by Labrador CMS