Arbejder du her? Dit CPR-nummer kan være i fare

Hackere har fået personinformationer og passwords for en række ansatte og studerende på Aalborg Universitet.

Udgivet Opdateret

Aalborg Universitet har været udsat for et cyberangreb, hvor hackere har skaffet sig adgang til 28 tidligere og nuværende ansattes lønoplysninger samt 15 studerendes passwords.

Det oplyser Aalborg Universitet i en pressemeddelelse. Cyberangrebet fandt sted 3. august.

Universitetet oplyser, at de ikke tror, det var hackernes motiv at skaffe sig adgang til personoplysninger, men ifølge avisen Nordjyske.dk har cyberangrebet alligevel resulteret i, at nogle de 28 ansattes cpr-numre er kommet i hackernes hænder.

Ifølge Nordjyske.dk har universitetet sendt en e-mail til de studerende, hvori det oplyser dem om angrebet og konsekvenserne.

– Aalborg Universitet skal underrette dig om, at der er konstateret et brud på universitetets persondatasikkerhed 3. august 2020, da universitetet har været udsat for et cyberangreb, skriver de.

3. august var Aalborg Universitet udsat for et cyberangreb, der har givet hackere adgang til personinformationer og passwords for en række ansatte og studerende på Aalborg Universitet. (Arkivfoto) Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix
3. august var Aalborg Universitet udsat for et cyberangreb, der har givet hackere adgang til personinformationer og passwords for en række ansatte og studerende på Aalborg Universitet. (Arkivfoto) Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix

Aalborg Universitet oplyser desuden på nettet, at cyberangrebet giver anledning til at tro, at de, der står bag, nærmere end persondata har haft for øje at skaffe sig adgang til universitetets it-infrastruktur for at kunne afpresse universitet for penge.

I galleriet ovenfor kan du se, hvordan du bør benytte dit CPR-nummer.

Sikkerheden skærpet

Universitetsdirektør Antonino Castrone fortæller, at it-sikkerheden er blevet skærpet i kølvandet på angrebet.

– Selv om personoplysninger i sig selv ikke ser ud til at være motivet for angrebet, tager vi det selvfølgelig meget alvorligt, at it-kriminelle har haft adgang til vores netværk og ansattes og studerendes personoplysninger.

– Efter angrebet lukkede vi straks for forbindelsen til internettet og sikrede dernæst, at alle brugere skiftede password. Vi har skærpet overvågning på alle systemer og fortsætter i øvrigt med planlagte tiltag på sikkerhedsområdet, og vi følger en kontrolleret plan for en sikker genåbning af adgangen til it-systemerne, siger han i pressemeddelelsen fra Aalborg Universitet.

Hvornår skal man og hvornår skal man ikke udlevere sit CPR-nummer

  • Kontakter det offentlige
    Her bruger du normalt dit gule sygesikringskort, men har du glemt dette, eller sker din henvendelse telefonisk, oplyser du dit CPR-nummer ved henvendelse.
  • Skal låne penge
    Banken er blandt andet forpligtet til at indberette CPR-nummeret til Skat.
  • Starter i et nyt job
    Din arbejdsgiver skal bruge dit CPR-nummer til at udbetale løn og indberette oplysningerne til Skat.
  • Skal have et Rejsekort
    Rejsekortet er omfattet hvidvaskloven, som kræver CPR-nummeret oplyst. Dette gælder dog ikke det anonyme rejsekort.
  • Skal have foretaget en synsprøve hos en optiker
    Optikeren skal have dit CPR-nummer af hensyn til sundhedslovgivningens journalføringspligt.
  • Skal oprette en betalingsserviceaftale
    For eksempel ved køb af et abonnement eller lignende. Vurder altid, om det er et firma du stoler på.
  • Deltager i et online-kasino
    Alle danske spiludbydere er pålagt at registrere deres kunders CPR-numre for at sikre kundernes rette identitet.
  • Skal se eller høre et program fra DR
    Du skal oplyse dit CPR-nummer for at blive tilmeldt DR Licens.
  • Skal have et pendlerkort, til for eksempel kollektiv trafik
    Du skal ikke oplyse CPR-nummer, men vil formentlig blive bedt om at medbringe sygesikringsbevis eller anden legitimation, når dit pendlerkort skal oprettes i dit lokale DSB-billetsalg.
  • Bliver ringet op af en telefonsælger fra et ukendt firma
    Her kan du bede om en uddybende mail eller henvisning til en hjemmeside, hvor du kan læse mere.
  • Skal købe et taletidskort til din mobiltelefon
    Nogle teleselskaber kræver CPR-nummer med henvisning til for eksempel hvidvasklovgivningen, men teleselskaber er ikke omfattet af denne lovgivning.
  • Bliver stoppet eller afhørt af politiet
    Ifølge retsplejelovens § 750 er enhver forpligtet til “på forlangende at opgive navn, adresse og fødselsdato” til politiet, men altså ikke CPR-nummer.
  • Køber et produkt kontant i en fysisk forretning eller på nettet
  • Skal have penge tilbage, for eksempel fra dit el-selskab

Kilde: Forbrugerrådet Tænk

Powered by Labrador CMS