Arbejdsulykke: Mand klemt fast under minigraver

En 54-årig mand lå tirsdag morgen fastklemt under en minigraver, der var væltet ned over manden.

Udgivet Opdateret

En 54-årig mand blev klemt under en minigraver, der under anlæggelsen af en have, væltede ned over manden. Ulykken skete vest for Aalborg i byen Frejlev.

Manden har pådraget sig alvorlige skader, oplyser Nordjyllands Politi.

Fastklemt

Meldingen om, at en mand var fastklemt, fik politiet klokken 10.33.

– Første melding vi får, er at en mand er fastklemt under en minigraver. Patruljen, der ankommer til stedet, meddeler, at mandens ben og bryst var klemt, siger vagtchefen fra Nordjyllands Politi Jesper Sørensen til Newsbreak.dk.

Alvorlige skader

Den 54-årige mand, der blev klemt under minigraveren har pådraget sig nogle alvorlige skader.

– Da han kommer fri, er meldingen derudefra, at manden har pådraget sig et åbent benbrud på det ene skinneben, siger Jesper Sørensen, der ellers ikke kender til andre skader.

Efterfølgen er Arbejdstilsynet blevet tilkaldt, og de skal nu undersøge sagen nærmere, men Nordjyllands politi mener, at ulykken er sket i forbindelse med anlægningen af en have.

Ydede førstehjælp

Faktisk var Nordjyllands Politi de første, der ankom til ulykkesstedet, og de var dermed med til at hjælpe den 54-årige mand.

– Patruljen var de første til at ankomme – også før ambulancen – og de var med til at yde førstehjælp, siger vagtchefen.

Powered by Labrador CMS