Arnfeldt: Det var en sjofel behandling

Newspaq
Udgivet Opdateret

Peter Arnfeldt havde forventet, at sigtelserne mod ham blev droppet. Men det har taget for lang tid, mener han.

Det er mærkeligt, at anklagemyndigheden ikke før nu har droppet sigtelserne mod tidligere skatteminister Troels Lund Poulsens (V) daværende særlige rådgiver Peter Arnfeldt.

Det siger Arnfeldt selv mandag, efter at anklagemyndigheden i København har meldt ud, at Arnfeldt ikke længere er sigtet for at have lækket statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) skattepapirer til pressen frem mod folketingsvalget i 2011.

Den tidligere spindoktor fortæller, at han vil se på, om han kan få erstatning for at have ventet to år på at blive renset.

– Det vigtigste for mig er ikke beløbets størrelse, men det er at få sort på hvidt, at sådan en sjofel behandling kan man ikke udsætte borgere for. Jeg vil gerne have sat to streger under, at Københavns Politi har handlet fejlagtigt, så de kan tage ved lære, siger Arnfeldt.

Arnfeldt blev sigtet i september 2012. Siden har han kunne se i sagens agter, at politiet ikke har foretaget sig noget aktivt i efterforskningen.

– Kan det virkelig være rigtigt, at vi har en retsinstans i Danmark, som kan lave ingenting, mens de stigmatiserer uskyldige, spørger Peter Arnfeldt.

– Det har været rimelig træls, som man siger, hvor jeg kommer fra. Men jeg er rimelig robust, så jeg overlever jo nok. Jeg har ingen varige men, men det er ikke sikkert, at alle havde kunnet stå op igennem det.

– Men det er nemt nok, når man ved, hvad man har gjort og ikke har gjort, siger han.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS