Bank fik post: Så ringede de efter politiet

Politiet blev tilkaldt. Med dem fulgte flere eksperter.

Udgivet Opdateret

Jyske Bank i Hellerup har fredag været lukket for kunder og afspærret af politiet. Nordsjællands Politi oplyser til Newsbreak.dk, at politiet blev tilkaldt, efter at banken havde modtaget en forsendelse, man så på med mistænksomme øjne.

Historien melder intet om, hvad det var ved forsendelsen, der gjorde personalet nervøse. Men politiet blev altså tilkaldt, og med politiet fulgte eksperter, der blev sat til at arbejde med forsendelsen.

Det var i den forbindelse, man valgte at afspærre banken, så eksperterne og betjentene kunne få arbejdsro.

– De, der har været i banken, er blevet sendt hjem. Ingen har været i umiddelbar fare, siger Jan Hedager, vagtchef ved Nordsjællands Politi, til Newsbreak.dk.

Indhold ukendt

Jan Hedager kan ikke fortælle, hvad der var i forsendelsen, sagen drejer sig om. Sikkert er det, at eksperterne har taget den med, og deres opgave er at finde ud af, hvad der er i den.

Politiets arbejde er dog ikke overstået af den grund. Nok er man fredag aften kørt fra stedet, men der venter mere efterforskningsarbejde.

– Vi skal finde ud af, hvor forsendelsen kommer fra, og hvem der har sendt den, siger Jan Hedager til Newsbreak.dk.

Powered by Labrador CMS