Bank indfører negative renter for privatkunder

Endnu en dansk bank har meldt sig under den negative rent-fane.

Nordea følger i hælene på en stribe andre banker og indfører negative renter for private bankkunder med store opsparinger. (Arkivfoto) Foto: Bob Strong/Reuters
Udgivet Opdateret

Nordea følger i hælene på en stribe andre banker og indfører negative renter for private bankkunder med store opsparinger.

Banken vil fra 1. februar lægge en negativ rente på minus 0,75 procent for indeståender over 750.000 kroner.

Det oplyser banken i en pressemeddelelse.

– Vi har i lang tid oplevet ikke bare et usædvanligt lavt, men også negativt renteniveau – og vi må indstille os på, at det vil fortsætte flere år endnu, siger Mads Skovlund, bankdirektør med ansvar for privatkunder i Nordea Danmark.

– Derfor indfører vi negative renter for de af vores privatkunder, der har mere end 750.000 kroner stående på deres bankkonto, siger han i pressemeddelelsen.

1875 per million

Tiltaget betyder, at man risikerer at skulle betale for at have pengene stående hos Nordea.

Hvis man har en million kroner stående, bliver den årlige udgift på 1875 kroner.

Nordeas beslutning gælder alle konti undtagen børneopsparinger, børnebørnskonti og pensionskonti. Det samme gælder midlertidige konti, som for eksempel bruges i forbindelse med boligkøb.

Jyske Bank var først

Jyske Bank var den første store danske bank, der for nogle måneder siden besluttede at indføre negative renter.

Siden har en stribe andre varslet lignende tiltag. Det gælder blandt andet Sydbank, Spar Nord, Alm. Brand og Ringkjøbing Landbobank.

Banker med negative renter

* Jyske Bank: Fra 1. december bliver indeståender over 750.000 kroner ramt af en rente på minus 0,75 procent.

* Sydbank: For beløb over 750.000 kroner skal der betales en rente på minus 0,75 procent.

* Spar Nord: Beløb over 750.000 kroner skal der betales en negativ rente på 0,75 procent fra 1. januar 2020.

* Ringkjøbing Landbobank: Beløb over to millioner kroner bliver ramt af negativ rente på 0,75 procent fra 1. januar 2020. Det samme bliver alle kontante beløb på pensionskonti.

* Alm. Brand: Beløb over 750.000 skal betale rente på minus 0,75 procent. Gælder fra 1. januar.

* Børsmægleren Nordnet, der har over 100.000 kunder i Danmark, indfører negative renter for beløb over 750.000 kroner 1. januar.

* Nordea: Fra 1. februar 2020 bliver indeståender på over 750.000 kroner ramt af en rente på minus 0,75 procent.

Kilder: Bankerne selv.

Bankers renteniveau er delvist styret af, hvad renten er hos Nationalbanken, der er bankernes bank.

Renten hos Nationalbanken er minus 0,75 procent, hvilket betyder, at bankerne de seneste år i princippet har tabt penge på at passe på kundernes penge, fordi de er forpligtet til at have overskydende penge stående hos Nationalbanken.

Negative renter siden 2014

Nationalbanken har haft negative renter siden 2014, men først i år har flere banker besluttet at sende regningen videre til de private kunder.

Nationalbankens rente følger i hovedtræk renteniveauet hos Den Europæiske Centralbank, ECB, på grund af fastkurspolitikken mellem kronen og euroen.

ECB har også negative renter i øjeblikket, hvilket også har været gældende de sidste fem år.

Powered by Labrador CMS