Barn anholdt

Formodet gerningsmand i voldsvideo anholdt

Udgivet Opdateret

Fyns Politi har tirsdag anholdt en 14-årig dreng fra Munkebo-området, der er mistænkt for at stå bag vold mod en 11-årig dreng fra samme område.

Da den anholdte er under den kriminelle lavalder, vil han efter endt afhøring blive overgivet til de sociale myndigheder.

Det oplyser Fyns Politi.

Fyns Politi mangler fortsat at finde frem til den eller de personer, der filmede voldsepisoden mod den 11-årige dreng og derefter delte den på internettet.

I den forbindelse har Fyns Politi en klar opfordring til alle om straks at stoppe den ulovlige deling af voldsvideoen.

– Vi må på det skarpeste opfordre til, at man omgående stoppe den ulovlige deling af videoen. Det er helt urimeligt overfor ofret, der i forvejen er i en traumatisk situation, som risikerer at blive forstærket, når alle pludselig kan se med og ved, hvem der er tale om, siger politikommissær Ulrik Lorentzen fra Fyns Politi.

Han understreger samtidigt, at det strafbart i medfør at straffelovens §264d at dele videoen.

Straffeloven § 264 d

Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, som uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget en bredere offentlighed. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvor meddelelsen eller billedet vedrører en afdød person.

Stk. 2. Foreligger der under hensyn til oplysningernes eller videregivelsens karakter og omfang eller antallet af berørte personer særligt skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel indtil 3 år.

Kilde: Straffeloven

– Vi opfordrer også til at stoppe heksejagt og selvtægt i forhold til gerningsmand/gerningsmænd i sagen. Politiet har erfaret, at der via Facebook er udlovet dusører, såfremt nogen kan skaffe adresse, telefonnumre med mere på formodede gerningsmænd. Vi ved også, at i hvert fald en af de formodede gerningsmand har modtaget henvendelse og trusler, der vurderes omfattet af straffelovens §266. Det skal stoppes nu, og vi gør opmærksom på, at det også er strafbart, siger Ulrik Lorentzen.

Straffelovens paragraf 266

Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, som uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget en bredere offentlighed. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvor meddelelsen eller billedet vedrører en afdød person.

Stk. 2. Foreligger der under hensyn til oplysningernes eller videregivelsens karakter og omfang eller antallet af berørte personer særligt skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel indtil 3 år.

Kilde: Straffeloven

Da den forurettede er meget ung, frygter politiet, at der også er helt unge – børn under den kriminelle lavalder – der er med til at dele videoen.

Derfor vil politiet gerne opfordre alle forældre til at holde et ekstra godt øje med, hvad deres børn ser og måske også deler på de sociale medier.

– Forældre har et ansvar her for at være med til at sikre den ikke bliver delt – og at den bliver slettet, hvis det er sket, siger Ulrik Lorentzen.

Powered by Labrador CMS