Barn falder fire meter fra forlystelse i Tivoli

Det var fra denne forlystelse, at en femårig dreng faldt ud. Foto: Google Street View
Offentliggjort Sidst opdateret

Et femårigt barn er lørdag faldet ud af en forlystelse i Tivoli og ramt en kvinde i faldet.

Lørdag eftermiddag er noget gået helt galt ved Tivolis Navtilus-forlystelse, hvor en femårig dreng er faldet ned. Det oplyser Københavns Politi på Twitter. Den femårige dreng, der ifølge politiet er en hollandsk statsborger er bragt til observation på hospital. Han skulle dog umiddelbart være sluppet fra faldet uden fysiske skader.

Drengen er faldet omkring fire meter ned.

Held i uheld

Navtilus-forlystelsen, der er en slags karrusel formet som en stor blæksprutte, er nu lukket ned, og Tivoli er gået i gang med at undersøge, hvad der gik galt.

– Klokken 14.32 ved forlystelsen Navtilus falder et barn ud af forlystelsen. Hvordan det er sket, ved vi endnu ikke. Lidt held i uheld er barnet faldet ned i en voksen kvinde, så det har taget lidt af faldet, siger Tivolis pressechef Torben Plank til Ekstra Bladet.

Kvinden, der blev ramt af det faldende barn, skulle heller ikke være kommet noget alvorligt til.

– Lige nu går tankerne selvfølgelig til barnet og den voksne. Det skal selvfølgelig ikke kunne ske i Tivoli, siger Torben Plank til Ekstra Bladet.

Powered by Labrador CMS