Befængt med alger: Kommunen advarer mod at bade i sø
Sø ved Kolding fyldt med algevækst.
Store og klamme plamager flyder i Bønstrup Sø ved Vamdrup, og det skyldes ganske enkelt alger, der er blomstret i fuldt vigør, oplyser Kolding Kommune.
Særligt ved den sydlige bred, er algesuppen især tyk. Der er både observeret typiske grønne alger, men også turkisblå plamager, der kan inde om maling.
Det er uvist, om algerne er giftige, men for at undgå problemer, opfordrer kommunen til, at man holder sig fra at bade i søens vand.
– Bønstrup Sø er ikke en badesø, men folk i området siger, at børn somme tider bader i søen. Derfor har vi sat skilte op. Når man lufter hund, skal man også undgå, at hunden hopper i søen og drikker af vandet. Vi ved ikke, om disse alger udskiller giftstoffer, og derfor skal man undgå at indtage og komme i kontakt med vandet i søen. Når der kommer en lidt koldere periode, forsvinder algerne af sig selv, siger biolog Lotte Madsen fra Kolding Kommune i en besked til pressen.
Algeopblomstring i Bønstrup Sø er ikke et ukendt fænomen. Om sommeren efter perioder med varmt vejr er der jævnligt meldt om algevækst gennem årene.
I år har Kolding Kommune særlig fokus på Bønstrup Sø. Hen over sommeren tages der regelmæssigt badevandsprøver. Resultaterne skal indgå i vurderingen af, om der kan etableres et søbad i Bønstrup Sø. Når der tages badevandsprøver, analyseres der for fækale bakterier og altså ikke for alger.