Bekræfter: Pillen kommer til Danmark
Danmark har indgået aftale om køb af corona-piller
Danmark har indgået en aftale med medicinalvirksomheden MSD om levering af piller til behandling af covid-19.
Det skriver MSD i en pressemeddelelse.
Der er tale om lægemidlet molnupiravir, som er udviklet af selskabet Merck.
- Vi er naturligvis stolte af, at vi som virksomhed kan spille en rolle i at løse de udfordringer, som vi stadig står over for i forbindelse med pandemien, udtaler Catherine Williams, der er administrerende direktør for MSD i Island og Danmark i pressemeddelelsen.
Fredag meddelte Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), at det bakker op om såkaldt nødbrug af molnupiravir.
Politiken skrev torsdag, at regeringen vil bruge 450 millioner kroner i år og næste år på to piller til behandling af coronavirus.
Den ene er pillen fra Merck, og den anden er en pille udviklet af Pfizer, der hedder Paxlovid.
Det fremgår ikke at pressemeddelelsen, hvor mange piller MSD skal levere, eller hvad økonomien i aftalen er.
Lægemiddelstyrelsen skal godkende brugen af pillen mod coronavirus, inden den kan tages i brug herhjemme.