Bente Ibenfeldt fylder 70 år

Bente Ibenfeldt fylder tirsdag 70 år. Pressefoto.
Udgivet Opdateret

Musiker og komponist, Bente Ibenfeldt fra Christiansfeld, fylder i morgen 70 år. Siden hun var 5 år har hun spillet klaver.

Fornylig fejrede Bente Ibenfeldt sit 50 års jubilæum i Dansk Musiker Forbund, hvor hun har været i bestyrelsen i Haderslev som tillidsmand og næstformand. Både til sit 40- og nylige 50 års jubilæum i DMF modtog hun hædersgaver fra Launy Grøndahls Mindefond for sit arbejde i dansk musikliv gennem mange år.

Bente er født i Haderslev, har spillet klaver siden 5-års alderen, orgel fra 17-års alderen. Hyggepianist som 10-årig. Spillede trompet og klaver i forskellige jazzbands og havde faste engagementer i 60´erne som solo-musiker på kendte hoteller og restauranter med sang, Hammond orgel, trompet og flygel. Hun bestod organisteksamen i Århus 1972.

Har komponeret mange sange

Bente har komponeret mange melodier i sin lange karriere. Det er ikke muligt at nævne alle, men her nævnes nogle:

“A Song For Alexandra” uropførte hun sammen med solotrompetist Per Nielsen som  gæstesolister hos den kendte toporganist Franz Lambert, Tyskland. Året efter kom opførelsen med Sjællandske Livregiments musikkorps, dir. Ib Jespersen og solotrompetist Per Hyttel. CD indspilning i 1999 med Sønderjyllands Symfoniorkester, dir. Morten Ryelund og solotrompetist Bo Fuglsang.

I år 2000 – Millennium – komponerede hun ”Tiden” som blev opført i Tyrstrup Kirke af kor og orkester og senere blev koncertopført i Brødremenighedens Kirkesal i Christiansfeld med Den Kongelige Livgardes Musikkorps.

Mestrer også marchmusik

Også marchmusikken mestrer hun. Den fejende flotte Gråsten-March – komponerede hun til Gråsten Gardens 25-års jubilæum og marchen har senere glædet mange – bl.a. H.M. Dronning Margrethe under et sommerophold på Gråsten Slot.

“Jesus Child is Born” med tekst af Sten Kaalø, blev uropført den 17.12.2000 Sct. Marie Kirke i Helsingør med Helsingør Byorkester med kgl. operasanger Ove Mynderup som solist.

Kongelig bryllupssang

Bryllupssangen “Kun et kys” til kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, er udgivet på CD med Sønderjyllands Symfoniorkester. “Kun et kys” synges af Annette Heick og Jesper Lundgaard og akkompagneres naturligvis af komponisten på flygel.

I 2014 uropførte hun sin komposition ”Hvorfor blev det dig” ved Stafet for Livet i Haderslev Dampark, hvor hun akkompagnerede sangerinden Annemette Hess. Teksten var oprindelig på tysk – skrevet af en vendinde, Barbara Sandelmann, Tyskland. Melodien til sangen var tilegnet Bentes mand, Jørgen Ibenfeldt, og blev komponeret, da han var indlagt i Odense med en meget aggressiv lymfekræft, som han heldigvis blev heldbredt for.

Selvom tiden går, så går Bente Ibenfeldt aldrig i stå. Senest har hun udgivet et album ”Bente Ibenfeldt-Music”, hvor hun solo spiller alle 11 tracks hvoraf de 6 er seks egne kompositioner.

Bente optræder også gerne som ivrig foredragsholder over emnet “Mit liv som pianist og komponist” – med smagsprøver på sin egen musik. Hun har sit eget node- og musikforlag som hedder Bimus.

Bente Ibenfeldt´s motto lyder stadig, som det har gjort alle årene, ” hvorfor spilde tiden, når man kan spille hele tiden”.

Powered by Labrador CMS