‘Bestillingsbetjente’ er blevet populære

Danskerne er vilde med at 'bestille en betjent'.

Udgivet Opdateret

Bestil en betjent. Ja, det lyder måske nærmest som noget, du gør hos Just Eat, men den er god nok. Bestil en betjent er et tiltag, danskerne har taget til sig.

Synes du, at bilerne i landsbyens hovedgade kører lidt for stærkt og du synes, du derfor bliver nødt til at følge poderne over til og fra skole?

Eller tænker du, det kunne være en god ide at få en politimand til at holde foredrag i andelsforeningen omkring indbrudssikring?

Så kan du gå ind på www.politi.dk og bestille en betjent. Eller en færdselskontrol. Blandt andet. Og det er der mange, der har gjort, siden den ordning blev søsat 1. januar 2019. 1852 for at være helt nøjagtig. I dag er det den 5. maj. 2019.

Det skriver politiet på sin Facebook-side.

Når der skal bestilles en betjent, er der en ting, der står højere på ønskelisten end andre.

Bestil en betjent til færdselskontrol

Borgere, der er bekymrede for færdslen i nærområdet har ønsket politiet tilstedeværelse i alt 1676 gange. Og følger man de forskellige politikredses tweets, lader det da også til, der har været god grund til det. Igen og igen fortæller politiet om fartsyndere, der er snuppet i kontrollerne.

176 gange var det borgere, der ville have en betjent ud til en tryghedsskabende tilstedeværelse ved et arrangement eller ud til et forebyggende foredrag i en større forsamling.

Betjent Ebbe fra Slagelse Lokalpoliti er en af de, du kan ‘risikere’ at møde, hvis du har brug for hjælp. I videoen neden for kan du se, hvordan han tog ud og gav gode råd til, hvordan en andelsforening kunne sikre sig mod indbrud.

Det er den lokale politikreds, der vurderer alle ‘bestillinger’ ud fra faglige kriterier og en samlet prioritering af ressourcerne. Du får typisk en tilbagemelding inden for 14 dage.

“Vi evaluerer i øjeblikket ’Bestil en betjent-ordningen’ og kommer også til at se på, om mulighederne for bestilling stemmer overens med de ønsker, I måtte have derude”, skriver politiet i sit opslag.

Bestil en betjent HER.

Powered by Labrador CMS