Betjent angrebet med hammer: Trækker pistolen og skyder

Betjent affyrede to varselsskud i forsøg på at anholde tre mænd, der var i færd med at bryde ind varebil.

Udgivet Opdateret

En betjent fra Københavns Vestegns Politi måtte torsdag aften affyre to varselsskud, efter at en indbrudstyv havde kastet en hammer mod ham. Hammeren ramte betjente.

Det er ikke lykkedes Newsbreak.dk at få kontakt til politikredsen fredag morgen, men politiets vagtchef Thomas Christensen fortæller til Ritzau, at gerningsmanden, der var i gang med at bryde ind i en varebil i Vallensbæk, fortsat er på fri fod.

Derimod er en 27-årig rumæner anholdt i forbindelse med sagen, oplyser vagtchef Christensen til Ritzau.

Vidnet

Hele aktionen tog sin begyndelse klokken 22.22. På det tidspunkt kontaktede en beboer i boligområdet Vejlegårdsparken i Vallensbæk politiet med bekymret mine.

Borgeren havde nemlig fra sit vindue set tre mænd, som var i gang med at bryde ind i en varebil, der holdt på en parkeringsplads foran bebyggelserne. Det er den bil, du kan se på nogle af de billeder i galleriet over artiklen her.

– Den første patrulje ankommer hurtigt til stedet. En af mændene kaster en hammer mod en af betjentene, som bliver ramt på foden. Herefter affyrer betjenten to varselsskud op i luften, oplyser Thomas Christensen.

Hammeren, der angivelig er mukkert-størrelse, blev forinden brugt til at true betjentene med.

Unge mænd

Det lykkedes to af tyvene at stikke af – blandt andet hammer-kasteren – mens en tredje person blev anholdt af betjentene på stedet. Efter angrebet på betjenten blev der tilkaldt forstærkning, og politiets repræsentanter rykkede ud i stor stil. Om den anholdte:

– Det er en rumænsk statsborger født i 1990. Vi kender ham ikke i forvejen, siger vagtchefen.

Betjenten, som blev ramt af hammeren, er trods det voldsomme angreb uskadt. Politiet mener, at miseren begyndte, fordi tyvene forsøgte at få fat i værktøj i varebilen, der tilhører en håndværker.

– Vi er bestemt ikke fremmed over for tyveri af værktøj. Det er til en vis grad let omsætteligt i alle lande, siger vagtchefen.

Signalementet af de, der stak af, er sparsomt, men den ene af mændene beskrives som 16 til 17 år og iført dynejakke.

Powered by Labrador CMS