Billeder af rejsende og nummerplader lækket

Problemet berører "under 100.000 personer."

Det er uvist, hvilken grænse billederne er fra. Gernrefoto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

De amerikanske grænsemyndigheder har haft ubudne gæster og i den forbindelse mistet fotos af mennesker og køretøjer, der har krydset grænsen til USA. Det skriver teknologimediet TechCrunch. Ifølge TechCrunch forsvandt billederne i forbindelse med et cyberangreb, der gik ud over en af de eksterne samarbejdspartnere, de amerikanske myndigheder benytter sig af.

– Vi har opdaget, at en af vores samarbejdspartnere, uden vores tilladelse eller viden, har flyttet billeder af nummerplader og rejsende over på deres eget netværk, lyder det fra myndighederne, CBP, til TechCrunch i et skriftligt svar.

TechCrunch skriver, at CBP opdagede, hvad der var sket, 31. maj. Der er angiveligt tale om fotos, der berører mindre end 100.000 mennesker, der krydsede grænsen fra ét land til USA, over en periode på seks uger.

Det er nærliggende at antage, at billederne er af mennesker, og biler, der har krydset grænsen til USA fra et land som Canada eller Mexico. Ifølge CBP er det udelukkende billeder af personer og bilnummerplader, der er omfattet. Billederne er ikke af flypassagerer.

– Ingen pas, eller andre rejsedokumenter, har været omfattet, lyder det fra CBP til TechCrunch.

Powered by Labrador CMS