Billetter til Jelling Musikfestival er revet væk

Foto: René Lind Gammelmark (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Navne som Roxette (S), The Script (UK), Texas (SCO), Dizzy Mizz Lizzy, De Eneste To og Marie Key skaber forrygende forsalg for Jelling Musikfestival, der i dag kan melde udsolgt af partout- & 2-dags billetter.

Når de første toner lyder over festivalpladsen til dette års Jelling Musikfestival, vil der være godt fyldt foran scenerne og på teltpladserne. Der har nemlig været rift om billetterne til den 27. festival i rækken og derfor kan festivalledelsen i dag melde alt udsolgt af partout- & 2-dags billetter til Jelling Musikfestival 2015.

Fortsat dagsbilletter tilbage

Det betyder at man ikke længere kan købe billetter, der giver adgang til hele festivalen, men det er dog fortsat muligt at købe dagsbilletter, der giver adgang til enkelte dage på festivalen. I alt forventer man at få omkring 34.000 besøgende på pladsen i løbet af festivalen.

– Det er intet mindre end forrygende, at kunne melde udsolgt af partout- & 2-dags billetter her i starten af april måned. Det viser, at publikum vil festivalen og at størstedelen af vores gæster ønsker hele festivaloplevelsen og ikke blot kommer efter et enkelt hovednavn – det lover rigtig godt for stemningen blandt publikum og vi vil ydmygt gøre alt for, at indfri publikums forventninger. Det er jo altid noget specielt at være til et udsolgt arrangement, lyder det fra festivalleder Lars ’Charlie’ Mortensen.

Få billetter til Roxette lørdag

Selvom det stadig er muligt at købe dagsbilletter til fredag, lørdag og søndag understreger festivalledelsen, at der specielt er run på dagsbilletter til lørdagen, hvor bl.a. svenske Roxette gæster pladsen.

Blandt programmets spydspidser er som nævnt svenske Roxette, britiske The Script og skotske Texas, samt hjemlige stjerner som Dizzy Mizz Lizzy, De Eneste To, Marie Key, Lars H.U.G. og Suspekt. Herudover kan man opleve navne som Medina, TopGunn, Rasmus Walter, Christopher, Kongsted, TV-2 og mange, mange flere.

Festivalen finder sted i pinsen 21.maj – 24.maj og har omkring 90 koncerter fra i alt fem scener.

Powered by Labrador CMS