Yngre mand svært tilskadekommen

Lørdag forulykkede to mænd i en bil på Fyn

Offentliggjort Sidst opdateret

Bilulykke på Fyn med alvorlige skader

To mænd forulykkede lørdag morgen i en bil på Assensvej ved Bellinge, hvor bilen ramte et træ.

Den ene mand er alvorligt tilskadekommen, mens den anden har svære skader, og politiet mener, at fart og dårligt føre er årsagen.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

To mænd er lørdag morgen forulykket i en bil på Assensvej ved Bellinge på Fyn.

Der er tale om en soloulykke, hvor bilen har ramt et træ.

Det oplyser vagtchef ved Fyns Politi Henrik Strauss til Ritzau.

Politiet fik anmeldelsen klokken 06.34, og et par timer senere kan vagtchefen fortælle, at den ene mand er kommet alvorligt til skade, mens den anden er svært tilskadekommen.

Pårørende underrettet

Den ene mand er 25 år, mens den anden er 31 år. Det er ikke lykkedes at få oplyst, hvem af dem der er den svært tilskadekomne.

Politiet har underrettet den ene mands pårørende, mens den anden mand selv kan orientere sine pårørende.

Assensvej er genåbnet efter at have været spærret et par timer efter ulykken.

Begge mænd er kørt til behandling på Odense Universitetshospital. 

I noget tid var den ene fastklemt i bilen.

- Den ene af de to mænd i bilen er ude, og den anden er stadig i bilen. De er begge tilskadekomne i et vist omfang, sagde Henrik Strauss omkring klokken 07.40.

Politiet kan umiddelbart ikke oplyse, hvem af mændene der førte bilen.

Advarer

Assensvej mellem Bellinge og Odense ved Bellingevej blev efter ulykken fuldstændig spærret, mens der blev ryddet op på stedet. Desuden skulle en bilinspektør foretage undersøgelser.

Bilinspektøren kan være med til at klarlægge omstændighederne ved ulykken. Men allerede nu kan vagtchefen sige, at fart menes at spille en rolle.

- Vi formoder, at hastigheden og dårligt føre er årsagen, siger Henrik Strauss, der henviser til vintervejret.

Politikredsen advarer desuden om, at der stadig kan være glat, da der ligger meget vand på vejene.

Lidt før klokken 9 er vejen ved ulykkesstedet genåbnet.

Powered by Labrador CMS