Birthe fik chokerende dagpengebesked: -Jeg tudbrølede

Fra den ene dag til den anden faldt Birthe Rasmussens dagpengesats fra 19.083 kroner til 11.409 kroner

Det var et hårdt slag for Birthe Rasmussen at få en kraftig nedsættelse af hendes dagpengesats. Havde hendes mand ikke fået et fleksjob, kunne de ikke have klaret en måned mere med den indtægt, de stod med. – Foto: Kristoffer Juel / Fagbladet 3F/
Udgivet Opdateret

Citathistorie: Fagbladet 3F.

En dagpengesats på 11.409 kroner brutto om måneden. Det var den nedslående besked, som Birthe Rasmussen fra Veflinge på Fyn fik af sin a-kasse i september.

Birthe Rasmussen havde ellers optjent ret til en ny dagpengeperiode efter 4,5 måneders vikariat på et gartneri, men dagpengereformens regler om, at en ny dagpengesats skal beregnes på baggrund af de bedste 12 måneders løn indenfor de seneste 24 måneder, rammer hende hårdt. Tidligere var der forskellige regler, som forhindrede de helt lave dagpengesatser.

Det skriver Fagbladet 3F.

– Først var jeg helt lamslået. Jeg havde slet ikke set det komme. Så blev jeg ked af det, jeg tudbrølede faktisk, og endte med at gå hjem og måtte blive hjemme resten af dagen, fortæller hun.

Birthe Rasmussen var på arbejde i den garn- og børnetøjsforretning, hvor hun har arbejdet på deltid i seks år, da hun fik beskeden. På det tidspunkt fik hun samtidig supplerende dagpenge fra a-kassen.

– Mine tanker gik jo på, hvordan vi skulle kunne eksistere for det? Vi kunne jo ikke få det til at hænge sammen med så lav en indtægt, siger hun.

Presset af mandens sygdom

På det tidspunkt var Birthe Rasmussens mand syg og gik og ventede på et fleksjob. Hans indtægt var på cirka 8.000 kroner om måneden, før skat.

I de måneder, der er gået siden, har Birthe Rasmussen og hendes mand brugt af en opsparing. De voksne børn har sagt, at de kan låne af dem, hvis det skulle blive nødvendigt.

– Men det vil vi nødig. Så vi har sparet alt det, vi kunne, siger hun.

Birthe Rasmussen har stort set haft fast arbejde hele sit liv, indtil hun blev ledig for cirka tre år siden. I en periode havde hun to job. Men da hun mistede det ene for tre år siden, har hun primært arbejdet på deltid i garnforretningen. Derfor har der også været måneder med under 50 løntimer, som skal bruges til beregning. Foruden de 3-4 måneder i gartneriet.

– I gamle dage ville disse perioder slet ikke tælle med, for man måtte ikke beregne på perioder med dagpenge, siger a-kasseleder i 3F Nordhøjfyn Helle F. Jensen, der har 26 års erfaring som sagsbehandler og leder i a-kassesystemet.

– I dag får jeg ondt i maven, når vi kan se, at vi har én, der skal genindplaceres. For Birthe Rasmussen er ikke den eneste. Folk kæmper for at få timer nok, melder sig som vikarer og gør alt, for at få dagpengeret. Men den her regel er virkelig noget skidt, mener Helle F. Jensen.

Vil klage

Hun har hjulpet flere medlemmer med at klage over afgørelserne til STAR (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering).

– Vi får at vide, at vores beregninger er korrekte, og at sådan er loven. Men vi håber, at vi ved at klage kan gøre opmærksom på, hvor uretfærdigt det er og lægge pres på, siger Helle F. Jensen.

Birthe Rasmussen er godt klar over, at det nok ikke ændrer noget at klage. Men måske kan det ændre noget for andre.

– Der burde være en mindstesats, så man ikke risikerer at få en sats, som man hverken kan leve eller dø af. Hvorfor skal man straffes efter et langt arbejdsliv, spørger hun.

I dag har Birthe Rasmussens mand fået et fleksjob og fra 1. februar får han en mere normal indtægt.

– Så ved vi, hvad vi har, og så kan det i det mindste hænge sammen. Det var i sidste øjeblik, for vores opsparing står i nul, og vi havde ikke klaret én måned mere, siger Birthe Rasmussen.

Powered by Labrador CMS