Bisat: Døde med verden som vidne

George Floyd døde ved en brutal anholdelse i Minneapolis. Siden har tusinder protesteret på gaden. Tirsdag aften dansk tid blev han begravet.

George Floyd, der blev 46 år, begraves i dag. Begravelsen begyndte klokken 18.00 i kirken The Fountain of Praise i Houston, Texas. Foto: David J. Phillip/AFP
George Floyd, der blev 46 år, begraves i dag. Begravelsen begyndte klokken 18.00 i kirken The Fountain of Praise i Houston, Texas. Foto: David J. Phillip/AFP
Udgivet Opdateret

– Jeg kan ikke få luft, var blandt de sidste ord fra den 46-årige sorte mand George Floyd.

Han lå på jorden under en anholdelse i Minneapolis i den amerikanske delstat, Minnesota, den 25. maj. Floyd blev anholdt efter at være beskyldt for at have betalt med en falsk dollarseddel. Der sad tre politibetjente på ham. Én af dem havde sit knæ på hans hals, selv om Floyd blev ved med at sige, at han ikke kunne trække vejret.

Betjenten med knæet blev siddende. Det ved vi, for det blev optaget på video. En sekvens på næsten ni minutter. Senere blev Floyd erklæret død på et hospital.

New York Times skriver, at obduktionen påviste narko i hans blod. Han havde hjerteproblemer. Ifølge CNN havde han også coronavirus.

Da videoen spredte sig, udløste det demonstrationer og optøjer mod politivold mod sorte i mange byer i USA. Demonstrationerne har bredt sig til andre lande, og George Floyd er blevet verdensberømt efter sin død.

Han var ifølge avisen USA Today far til fem – den yngste en datter på seks.

Den blide kæmpe

George Floyd blev født i North Carolina den 14. oktober 1973, men voksede op i Houston, Texas. Han blev en ung mand på næsten to meter, og han brugte mange kræfter på amerikansk fodbold for sin skole Jack Yates’ High School i Houston.

Han blev kaldt “Gentle Giant”, den “blide kæmpe”. Floyd levede ikke altid op til kælenavnet.

I 2009 blev han dømt fem års fængsel for at have begået væbnet røveri.

Hans ven Christopher Harris opfordrede ham til at flytte til Minneapolis, når han kom ud af fængslet. Så kunne han starte på en frisk og få en ny tilværelse, skriver The Guardian. I Minneapolis fik han et job som sikkerhedsvagt i en butik.

Arbejdede sammen

Senere blev han vagt på en restaurant, ligesom han arbejdede som vagt på natklubben El Nuevo Rodeo Club i 2019. Politibetjenten Derek Chauvin, der sad med knæet på Floyds hals, arbejdede ifølge natklubejeren også på klubben som sikkerhedsvagt, når han ikke havde politivagter.

Maya Santamaria, ejer af natklubben, siger ifølge Forbes, at hun ikke ved, om de to nogensinde mødte hinanden på jobbet. Tirsdag bliver George Floyd begravet. Bisættelsen finder sted ved kirken The Fountain of Praise i Houston, Texas. Den begyndte klokken 18.00 dansk tid.

Fremmødt er blandt andre den 65-årige borgerrettighedsforkæmper Al Sharpton. Bokselegenden Floyd Mayweather dækker alle udgifter ved begravelsen.

Chauvin er sigtet for drab på George Floyd.

Omkring 500 gæster var inviteret til tirsdagens begravelse, der fandt sted i Fountain of Praise-kirken i Houston. Blandt gæsterne var moren til Eric Gardner, der i 2014 døde under en brutal anholdelse i New York. På grund af risikoen for spredning af coronavirus mødte alle gæster op iført ansigtsmasker.

Biden: Noget skal gøres

Ikke overraskende er der også gået politik i sagen om George Floyds død. Præsident Donald Trump forsøger at kriminalisere protestbevægelsen, der er kommet i kølvandet på dødsfaldet, og hans kommende modstander ved præsidentvalget Joe Biden forsøger at lukrere på at være med demonstranterne, der kræver, at politi landet over bliver reformeret.

Joe Biden, der altså ventes at blive demokraternes præsidentkandidat ved det amerikanske valg i november, var ikke blandt gæsterne, men havde sendt en videobesked, der blev vist under ceremonien.

Han lagde her vægt på de racemæssige forskelle, der stadig plager USA. Første skridt på vejen til et mere ligestillet samfund er ifølge Joe Biden at sikre, at de ansvarlige for George Floyds død bliver stillet til ansvar.

– Tiden er inde til racemæssig retfærdighed, sagde 77-årige Joe Biden.

– Vi må ikke vende ryggen til. Vi må ikke vende ryggen til igen. Vi kan ikke gå videre herfra og tro, at vi igen kan vende ryggen til den racisme, der piner vores sjæl, og den systematiske mishandling, der stadig plager det amerikanske samfund.

Derpå fokuserede Joe Biden på George Floyds seksårige datter, Gianna.

– Jeg ved, at du har en masse spørgsmål. Intet barn bør stille de spørgsmål, som så mange sorte børn har været nødt til at stille i generationer. Hvorfor? Hvorfor er far væk, sagde Joe Biden.

Joe Biden deltog ikke tirsdagens begravelse af George Floyd, men havde sendt en videobesked, der blev vist under ceremonien. Foto: Pool/Reuters
Joe Biden deltog ikke tirsdagens begravelse af George Floyd, men havde sendt en videobesked, der blev vist under ceremonien. Foto: Pool/Reuters
Powered by Labrador CMS