Bjarne Corydon: Forvent små lønstigninger
Der må udvises løntilbageholdenhed ved OK 15, lyder det fra finansministeren til de offentligt ansatte.
De offentligt ansatte skal ikke regne med de store lønforhøjelser.
Tværtimod må de forvente en smal økonomisk overenskomst ved overenskomstforhandlinger 2015, lyder den klare melding fra finansminister Bjarne Corydon (S).
– Det er afgørende for regeringen, at resultatet af OK15 understøtter en ansvarlig økonomisk politik, siger Bjarne Corydon torsdag på vej ind til det første sættemøde, hvor overenskomstparterne formelt udveksler deres krav.
Siden 2008 er lønningerne i staten samlet steget betydelig mere end i den private sektor, også selv om der har været en reguleringsordning, der har udlignet en del af forskellen.
Ifølge finansministeren går cirka totredjedel af de offentlige udgifter til løn.
– Alene i staten bruger vi 90 milliarder kroner årligt på løn. Det er en central udfordring, at den statslige lønudvikling er løbet fra den private til skade for konkurrenceevnen, siger finansministeren og fortsætter:
– I sidste ende kan højere lønstigninger i den offentlige sektor end i den private sætte leverancen af offentlige ydelser under pres. Der må derfor udvises betydelig løntilbageholdenhed ved OK 15.
Statens ansatte går efter generelle lønstigninger.
Ifølge chefforhandler Flemming Vinther fra de statsansatte i Centralorganisationernes Fællesudvalg skal det offentlige ikke være lønførende i forhold til det private arbejdsmarked. Men det offentlige skal kunne tiltrække og fastholde dygtige folk i det offentlige.
– Vi vil ikke være med til, at staten bliver et B-arbejdsmarked, som halter bagefter det private, har Flemming Vinther tidligere sagt.
/ritzau/