Blebarn vandrede alene rundt i storby om natten

En to-årig dreng spankulerede alene rundt i New Yorks gader natten til søndag.

En toårig dreng fik sig en på opleveren, da han gik rundt alene i New Yorks gader. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Der sidder formentlig en morbror med røde ører i New York her til morgen. Lørdag aften fik han udleveret sin toårige nevø, som han skulle passe – men det lykkedes barnet at slippe væk fra morbroderens bolig om natten. Det skriver New York Post.

Barnet vandrede herefter rundt i New York-kvarteret Bronx’ gader indtil klokken 2 om natten amerikansk tid, hvor en kvinde alarmerede politiet, efter hun havde set drengen gå rundt på gaden kun iført en T-shirt og en ble.

Barnet blev herefter ført til et lokalt hospital af politiet.

Da moderen søndag morgen opdagede, at barnet ikke længere var hos hendes bror, alarmerede hun politiet.

Politiet har ikke mistanke om, at der er sket noget kriminelt, men de lokale børnemyndigheder vil nu kigge nærmere på sagen ifølge New York Post.

Powered by Labrador CMS