Blev kaldt en pioner: Tv-vært er død

Barbara Walters var den første kvindelige vært på en nyhedsudsendelse, der blev sendt om aftenen, i USA

Udgivet Opdateret

Den amerikanske journalist og talkshowvært Barbara Walters er død - 93 år gammel.

Det skriver den amerikanske tv-kanal ABC, som Walters arbejdede for i en årrække.

Barbara Walters var den første kvinde i USA, der blev vært på en aftennyhedsudsendelse, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Domineret af mænd

Hos ABC kaldes Walters for en pioner, et tv-ikon, mens mediet også skriver, at hun knuste glasloftet i en branche, der engang var domineret af mænd.

Reuters skriver, at hun var en af amerikansk tv's mest prominente interviewere.

Blandt personer hun har interviewet findes Cubas tidligere præsident Fidel Castro, Ruslands præsident, Vladimir Putin, popstjernen Michael Jackson og en række amerikanske præsidenter.

I 1975 var Barbara Walters i Havana i Cuba, hvor hun interviewede den daværende premierminister, Fidel Castro.
I 1975 var Barbara Walters i Havana i Cuba, hvor hun interviewede den daværende premierminister, Fidel Castro.

Hendes karriere som tv-vært startede i 1974, hvor hun blev vært på talkshowet "Today" på NBC. Hun vandt en Emmy for sit arbejde på programmet.

I 1967 skrev hun historie, da hun blev den første kvindelige vært på en nyhedsudsendelse sendt om aftenen på ABC's "Evening News".

Var det sidste program

Walters skabte selv tv-programmet "The View", hvis formål var at skabe et forum for kvinder med forskellige baggrunde, hvor de kunne diskutere aktuelle nyheder.

Den amerikanske avis New York Times kaldte i 2010 programmet "det vigtigste politiske tv-program i USA".

"The View" var også det sidste program, som Walters var fast vært på. 

Her havde hun sin sidste optræden i 2014, men fortsatte efterfølgende med at være producer på programmet og lave enkelte interviews for ABC.

74 millioner så med

I 1999 så omkring 74 millioner seere med, da Walters interviewede den tidligere praktikant i Det Hvide Hus Monica Lewinsky om hendes affære med daværende præsident Bill Clinton.

Mod slutningen af interviewet spurgte Walter Lewinsky, hvad hun ville sige til sine fremtidige børn om sagen.

- Mor begik en stor fejltagelse, svarede Lewinsky.

- Og det er årets underdrivelse, svarede Walters vittigt tilbage ifølge ABC.

Privat blev Walters gift fire gange med tre forskellige mænd - hun giftede sig med en af dem to gange.

Hun adopterede desuden datteren Jacqueline Guber med sin anden mand, Lee Guber.

Barbara Walters vil i USA blive husket som en af landets mest prominente interviewere. (Arkivfoto).
Barbara Walters vil i USA blive husket som en af landets mest prominente interviewere. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS