Blodigt knivstikkeri: Så vild var J-dag

I Korsør er en 22-årig mand blevet anholdt efter et vildt opgør.

J-dag er atter overstået. Denne gang blev tilsyneladende rolig – bortset fra et vildt knivstikkeri i Korsør. Arkivfoto: Scanpix
Udgivet Opdateret

To personer blev fredag aften stukket med en kniv på et værtshus i Korsør, og den formodede gerningsmand er anholdt, oplyser vagtchef Henrik Karlsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ritzau.

– Vi har anholdt en 22-årig mand, som er sigtet for grov vold, siger vagtchefen, der forventer, at manden lørdag vil blive fremstillet i et grundlovsforhør.

Helt så voldsomt er det tilsyneladende ellers ikke foregået på J-dag rundt om i landet, viser en rundringning, Newsbreak.dk har lavet. Mere om det senere.

Kvinde ramt i maven

Ofrene for det brutale knivstikkeri er en 49-årig kvinde og en mand på 57 år. Kvinden blev ramt i maven, mens manden blev stukket i siden af overkroppen. Ingen af stikkene forårsagede livstruende skader.

– De blev begge kørt til behandling på Slagelse Sygehus. Manden er udskrevet igen, oplyser vagtchefen lørdag morgen.

Knivstikkerierne fandt sted på eller lige uden for værtshuset Tinghuskroen på Algade i Korsør. Politiet blev tilkaldt klokken 23.37

– Omstændighederne har vi endnu ikke fastlagt. Vi er i gang med at afhøre vidner og aner ikke, hvad der er gået forud, sagde Henrik Karlsen kort efter midnat til Ritzau.

Han nævnte dog, at der muligvis havde været et slagsmål på værtshuset, inden en person trak en kniv. Den formodede gerningsmand blev anholdt i nærheden af værtshuset, mens en kniv blev fundet inde på beværtningen. Alle tre involverede kommer fra Korsør.

Mere roligt end ellers

Hos Københavns Vestegns Politi lyder det fra en nærmest overstadig vagtchef, Thomas Christensen, at han håber J-dag 2017 danner præcedens for øvrige fredage.

– Vi har ikke haft særlig travlt. Faktisk har der været mere stille og roligt end på en almindelig fredag. Vi har taget en enkelt for spritkørsel og en enkelt for narkokørsel, lyder meldingen.

Hos nabokredsen Københavns Politi er den vagthavende netop mødt ind, da Newsbreak.dks opkald besvares, men han oplyser dog, at overleveringen lød på “stille og roligt”.

20 sager

I den stik modsatte ende af landet – hos Midt- og Vestjyllands Politi – fortæller vagtchef Simon Skelkjær, at der mest har været travlt med mindre sager om overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og lignende.

Samme melding kommer fra Syd- og Sønderjyllands Politi. Dog med fortegnet travlt. På Twitter skriver politikredsen:

Dertil er en 20-årig mand fra Tønder blevet sigtet for spritkørsel.

Newsbreak.dk har ikke haft held til at træffe de øvrige politikredse og har i stedet trawlet de lokale medier i gennem. Her fremgår ingen større sager.

Powered by Labrador CMS