Bombefrygt i Oslo: Kasse blev sprængt

Et stort område er afspærret i den norske hovedstad, efter at der er blevet fundet en bombelignende genstand.

Udgivet Opdateret

Politiet i Oslo har natten til søndag ophævet en del af de afspærringer, der gennem aftenen og natten har præget bybilledet i Grønland-kvarteret i den norske hovedstad.

Et større område har været afspærret i kvarteret, efter at der lørdag aften blev fundet en bombelignende genstand.

– Kriminalteknisk afdeling er nu ved at rydde op på stedet, og den oprydning vil vare ved noget tid endnu, siger politiets indsatsleder Svein Arild Jørundland på et pressemøde.

Politiet i Oslo foretog natten til søndag en kontrolleret sprængning af genstanden ved det afspærrede område. Det oplyser norsk politi.

– Vi har foretaget en kontrolleret sprængning, siger indsatslederen.

Højere brag end forventet

Den sprængte genstand beskrives som en kasse på 30 gange 30 centimeter.

– Politiets bombeenhed er nu ved at undersøge, hvad der præcist var i den pakke, som vi har sprængt. Men braget var højere, end vi havde regnet med, så der har været et eller andet deri, som vi nu skal undersøge nærmere.

En mand er i politiets varetægt.

– Vi har pågrebet en mand, som er blevet bragt ind til afhøring. En patrulje fandt manden mistænkelig og valgte at stoppe ham. Han havde genstanden i hånden, da han blev stoppet, siger Svein Arild Jørundland.

PST overtager efterforskning

Politiet ønsker ikke at svare på spørgsmål om den anholdte mands identitet.

Kvarteret Grønland ligger i den centrale del af Oslo og er et multikulturelt kvarter med flere moskéer, restauranter og barer.

Den norske efterretningstjeneste, PST, overtager efterforskningen af sagen. Det skriver efterretningstjenesten på Twitter natten til søndag.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS