Børneskuespillere fra ikoniske film fortæller om seksuelt misbrug

6 mænd og 16 kvinder fortæller, at to filminstruktører bag ikoniske ungdomsfilm systematisk krænkede og misbrugte dem, da de var børn. Begge instruktører nægter sig skyldige i anklagerne.

Anders Lund Madsen er en af personerne, der fortæller om krænkende adfærd fra filminstruktøren Lasse Nielsen. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Film som ’La os være’ (1975), ’Måske ku’ vi’ (1976) og ’Du er ikke alene’ (1978) med Sebastians kendte titelsange var nogle af 1970’ernes mest populære film.  Men bag kameraet oplevede flere af børneskuespillerne en mørkere fortælling. Det skriver Politiken.

Nu beretter 6 mænd og 16 kvinder til Politiken, hvordan instruktørerne Lasse Nielsen og Ernst Johansen, der sammen instruerede flere af de kendte 1970’er-film, udsatte dem for krænkelser og seksuelt misbrug, da de var børn.

Politiken har undersøgt overgrebene i samarbejde med TV 2.

De 6 mænd, der var børneskuespillere i Lasse Nielsens film, beretter enslydende om seksuelt misbrug og krænkelser fra Lasse Nielsens side.

Den kendte radiovært Anders Lund Madsen er blandt de personer, der fortæller om overgreb fra Lasse Nielsen. Han var som 14-årig til casting til en film, som endte med ikke at blive til noget. Anders Lund Madsen fortæller, at Lasse Nielsen begyndte at beføle ham flere steder på kroppen, fortæller Anders Lund Madsen ifølge TV2.

16 kvinder fortæller, at også medinstruktøren Ernst Johansen udnyttede sin magt som både filminstruktør og pædagog til at begå seksuelle overgreb mod dem. Kvinderne fortæller om, hvordan han udsatte dem for groft – ofte gentaget – seksuelt misbrug, herunder fuldbyrdede voldtægter.

Efter at have lavet filmene i 1970’erne forsvandt både Lasse Nielsen og Ernst Johansen fra dansk film. I dag bor de begge under nye navne i Thailand, hvor  Politiken opsøgte dem for at konfrontere dem med anklagerne. 75-årige Ernst Johansen har blandt andet tre domme for misbrug af mindreårige piger bag sig.

– Jeg havde nogle episoder, hvor der blev lagt op til mig, siger han og erkender, at han har haft »en periode« i sit liv, hvor han lavede »noget lort«.

Men flere af de 16 kvinder, der nu fortæller, at han misbrugte dem som børn, afviser han at kende til.

– Det, ved jeg, er løgn. Jeg har lavet meget lort, men det der. Jeg kan ikke engang huske hendes ansigt, siger han blandt andet om en af kvinderne.

Lasse Nielsen, 67, der i dag bor i Pattaya syd for Bangkok, afviser anklagerne fra de 6 mænd, der fortæller, at instruktøren misbrugte eller forsøgte at misbruge dem seksuelt, da de som børn skulle være med i hans film:

– Hvorfor kommer det efter 50 år? Er det ikke på grund af den kampagne, der kommer fra Amerika? Og fordi jeg er kendt? De kunne være kommet, da vi havde lavet filmen, siger han til Politiken.

Powered by Labrador CMS