Annonse
Brett overlever 29 timer i hajbefængt hav
Eksperter siger at Brett er en ud af 1000 mennesker, der ville kunne overleve. Læs hans fantastiske historie om overlevelse her.
Angrebet af kæmpe brandmænd og aggressive måger. Under den skarpe sol i 29 timer, mens han kæmpede for sit liv i et hav, der også er hjemsted for hajer.
Det var realiteten for Brett Archibald, da han faldt over bord på en ferie i Indonesien. Det skriver det anerkendte engelske medie Daily Mail.
I en dagbog over de forfærdelige timer, fortæller Brett nu om sit møde med døden i en af de mest fængslende historier om overlevelse, du vil støde på.
Annonse
På en sejltur med vennerne faldt Brett Archibald over bord klokken 2.30 uden en redningsvest. Herefter begyndte 29 timers kamp for overlevelse for den viljestærke far.
Luftangreb efter 19 timer
Lørdag kunne man, i det første ekstrakt af hans bog, læse om, hvordan Brett kæmpede sig igennem de sidste 10 timer i det endeløse hav og endelig blev reddet. Efter 19 timer fast besluttet på at overleve, blev han angrebet fra luften.
Annonse
– Noget rammer mig bag i hovedet. Jeg ser en silhouet af en måge. Den cirkler over mig. Et øjeblik tror jeg, jeg drømmer, men så går det op for mig, at den prøver at hugge mine øjne ud eller rive mine ører af, fortæller Brett i sin bog og fortsætter:
– Så eksploderer mit ansigt. Da jeg var distraheret, så jeg ikke set den anden større fugl. Den rammer min næseryg, det føles som om, den er blevet skåret af mit ansigt. Den gik efter mine øjne, men jeg drejede hovedet i sidste sekund. Blod løber fra min næse og fylder min mund.
Illusioner og fangearme
Men det er ikke kun mågerne, der er efter Brett, der også må overleve angreb fra havet, da han når den tyvende time.
– En lang dunkende smerte rammer mit bryst og rundt om min hals og efterlader min hud med vabler. Jeg ved med det samme, hvad det er. Fangearmene fra en stor brandmand, skriver Brett og fortsætter:
– Det er ren elektricitet. Jeg kan mærke brandmændenes bløde kroppe mod min hals. Jeg river fangearmene af, og kaster dem så langt væk, jeg kan.
Brett ved ikke, at et redningshold er på vej ud og lede efter ham for anden gang. Han bliver derimod udsat for et skuffende møde med to, han troede, ville redde ham.
– Jeg ser en kano. To indonesiske drenge sidder i den. Begge er omkring seks år. De smiler til mig, men siger ingenting, skriver Brett i sin bog og fortsætter:
– Da jeg rækker ud efter dem, mærker min hånd kun luft. Kano og drenge er forsvundet. De var et produkt af min fantasi. Eller måske havets spøgelser, som er kommet efter en druknende mand. Jeg er langt fra de levende og tæt på de døde.
Opgivelsens overvældende fred
23 timer i vandet og stadig intet tegn på at blive reddet, men Brett kæmper videre med tanke for sin familie derhjemme. Kaptajnen på redningsbåden er fast besluttet på at gøre alt for at finde ham. Han kan se lysene fra de små byer på kysten, men kan ikke nå dem.
– Byens lys er der stadig, som sirener kalder de. Men jeg har ikke styrken til at komme derover. Udmattelsen har vundet. Døden er overgivelse. Jeg har svigtet mig selv, min kone Anita og vores to børn. Jeg kan ikke holde øjnene åbne, skriver Brett og fortsætter:
– Jeg har ikke energi til at løfte mit hoved fra vandet. Jeg kan mærke stykker af min tunge falde af i min mund. Mine læber deler sig i kødfyldte kløfte. Knusende smerte. Ben. Arme. Ryg. Alle knoglerne i mine fødder er i en krampagtigt greb. Smerte river igennem min krop. Kramper. Ikke mere, siger jeg. Ikke mere. Jeg vil ikke længere fortsætte.
Det er først, da Brett er ved opgivelsens rand, at der endelig sker noget. Redningsbåde har efter 28,5 time nået zonen, hvor de skal lede efter Brett. Hurtigt ser den indonesiske styrmand Brett ligge i vandet kun 100 meter væk. Brett er så lavt i vandet, at han ikke kan se båden. Masten tror han derimod er et kors. Et tegn fra dødens engel. I stedet er det hans redning.
Brett er mistroisk efter flere syn, der viste sig at komme fra hans fantasi. Men som korset nærmer sig, går sandheden op for ham. Samtidigt drejer båden sig og Brett svømmer mod den, mens han råber af sine lungers fulde kraft.
– Jeg begynder at svømme. Vær sød at se mig. Nogen kaster en redningsvest ud, og nogle hopper over siden på båden. Men min sidste indsats har smadret mig. Jeg begynder at synke godt klar over, at jeg vil drukne. Så tæt på… Så fandens tæt på… Skriver Brett og fortsætter:
– Så kommer en arm op og rundt om mine ribben og over mit bryst. Jeg kigger op for at se en lysende orange redningsvest omkring mig. Og jeg hører en mand sige: “Vi har dig. Vi har dig.”
